133 / 427
123
man m aatte være
forsigtig med, at være saa uforsigtig,
at
man lod et Gjærde s ta a
, hvor man gik
og
faldt
og
bræk*
kede
sig.
Vinhandler
Lung
kunde ikke nægte, at det
Gjærde
længe havde været ham
en
Torn
i
Øjet,
og
han havde kun
u ndret sig over, at Førskønnelseskomitéen ikke for havde
indsendt Forslaget, men var lebet fra den hele Sag som
en Gjærdesruutte.
Skomager
Kruse
m ente, at Stenene af Gjærdet vel
m aatte kunne bruges til Noget for Ex. til Brolægnings-
kommissionen, men det kom nu ikke Sagen ved.
Prokurator
Juslesen
vidste ikke, hvorfor Gadedrenge
ikke godt kunde skyde med Ivitkugler fra en Tjernehæk
— dog, han holdt for evrigt i Realiteten med Sørensen
og de andre, der var imod Gjærdet. Og han fandt det
saa naturligt, at Materialisten allerede havde revet sig paa
den Tjørnehæk, som endnu ikke existerede (Her! Her!)
Ved Afstemningen vedtoges med alle Stemmer mod
i (Svedskeisen) første Del af Forslaget.
Sfrrensen
fandt det meget rigtigt at fælde de gamle
f
olde F rugttræ r, af hvilke nogle ikke bar andet end de
ugle, der satte sig paa dem, eller den Sne, der faldt
paa dem om Vinteren, dog maatte han bestemt fastholde,
at de to om trent midtvejs staaende Pæretrær, der bar
den smukkeste Graapære, han havde set, blev staaende.
Svedskelscn
mente, at det var Stenpærer.
Lung
holdt med Sørensen, kun forekom det ham, at
det var Bergamotter.
Kruse
vidste slet ikke, hvad det var for Pæretrær;
han havde kun set Æbletrær paa Vejen, og ved Foden af
et af disse sad der en Gang en Kone med Blommer, men,
om det var nogle derfra eller andetstedsfra, vidste han
ikke, men de var saa gule som en Æggeblomme, og han
havde smagt dem; men det kom nu ikke Sagen ved.
Jusieien
bemærkede, at det blot manglede, at han
skulde sige, at Træerne bar Kejserindepærer for at bringe
denne Forhandlings Pærevælling til at koge over.
For
eyrigt var det jo latterligt at beholde to gamle Pæretrær,
naar de andre Trær gik deres Vej. Kruses Blommer havde
passet som Karadser i Pæretræet og Svedskeisens Stenpærer
var nok en Reminiscens fra Stengjærdet eller rettere en
Frugt af dette.
Ved Afstemningen vedtoges anden Del af Forslaget med
alle Stemmer mod 1 (Serensen).
2.
Forslag om Anskaffelse af et Gulvtæppe til By -
raadssalen. —
Svedskelsen
skulde motivere- dette Forslag
og
vilde derfor ikke sige meget (RøriV Men en Avis
havde
hentydet til,
at Byraadssalens Gulv trængte til et
Tæppe, eom jo ikke behøvede at være Brysseler. Man
kunde
jo
lægge et Underlag af Halm over Gulvet og der
over brede Tæppet; men om Sommeren kunde man jo
lade
det tage af og sidde uden noget paa Gulvet (Latter).
Sørensen
fandt, at Sligt var en Luksus, og netop hvad
Tarvelighed angik, fandt han, at Byraadet stod
særdeles
smukt. Fordi
m
eller anden Person dasker om sig i
Avisen, det behøver man jo ikke at bryde sig om.
Kruse
havde en Gang hjemme faaet et Gulvtæppe
paa i Anledning af sin Datters Konfirmation i Stadsestuen,
men det Tæppe havde han snart fortrydi, for det var
hurtig bisven førtraadt. For Sagen var, at naar man
skulde ind til ham i Spisestuen, hvor han gjerne sad med
lidt Pillen, naar han ikke var paa Værkstedet, saa maatte
man igjennam Stadsestuen, og naar nu Svendene eller en
af
Drengene komog skulde spørge ham, om det Par
Støvler til Søndergade var bagflikkede eller om det Par
Sko til Nørregade var forsaalede eller saadan Noget, som
nu ikke kom Sagen ved, saa havde kan altid befalet dem
st tage Fødderne af, naar de gik igjennem Stuen, men de
skuide jo alligevel over Tæppet, og det olev til sidst lige
saa opslidt som et Par Transtovler i Lejrtideu, men det
kom nu ikke Sagen ved. Saa et Gulvtæppe vilde han
ikke tiltræde.
Juslesen
var bestemt imod Forslaget, men mente,
at man maasbe kunde leje en Fodpose eller en Varmedunk
til Svedskelsen samt kjebe en Maatte til hver af de øvrige.
Ved Afstemning forkastedes Forslaget med alle Stemmer
mod 1 (Svedskelsen).
3.
Tømmerhandler Stolpe enakede Fireraandsstemplet
til Laans for at stampe sin Gaard. —
Sørensen
mente, at
suan maatte være varsom med Byens •Jomfruer».
Lung
trode, at Byens «Jomfruer» let vilde blive øde
lagte eller ramponerede ved at laanes ucL
Svedskelsen
fandt, at en »Firemandsjorafrn» godt
kunde bruges af JPIere.
Knsse
syntes, at Stolpe selv kunde holde sig en »Jomfru»,
det havde Taleren gjort, men det kom nu ikke Sagen ved.
Svendsen
mente, at naar man laante Byens »Jomfruer»
nd, vilde man kunne blive saaledes stillet, at man vilde
savne
dem, naar man selv havde Brug for dem.
Juslesen
fandt, at denne »J omf ru»- Tal e burde have
Ende og alle slige Sager henvises til Brolægningsudvalget.
Med Enstemmighed henvistes Stolpe med »Jomfruen»
til Brolægningsudvalget.
De fanatiske Hejremænd.
V en strem æ n d ! græder og byler!
En rædsom SkæBe» er nær!
D et fanatiske Bøjtekrapyl er
Rede til blodig Færd.
V enstres F rihedsasyler
D et hærger med Ild og Sværd.
P aa T a u b e r man længe har passet,
Han trues af Morderkniv.
Hans Ven, der var M ester for G lasset,
Blev fældet i blodig Kiv.
Nu er som Martyr han kradset
A f
til
et bedre Liv.
T a n g er endnu i Live
Trods de Sten, som imod ham for.
Major M u l l e n stak man med Knive
En Gang dernede i Sor.
— Ja, hvad skal dog Enden blive
Paa Højres Blodtørst og Mord?
Paa S c h e l d e sin Harm man vil styre,
Ham rammes i Livet en Pæl.
— A l b e r t i man ogsaa vil myre,
Hans Dødsmaade bliver nok f æ l :
D e ville bam drukne i Syre,
Den stakkels, uskyldige Sjæl.
M edlidenheds blide Stemme
Har Højre ganske forladt;
F o r Venstre at bringe i Klemme
Arbejder det som besat
Og arrangerer her hjemme
En B a r t h o l o m æ u s n a t .
Sin Lykke bør Venstre prise,
Om ej C o l i g n y s Ende det faar,
Sit Dyreliv skal det forlise
Ved hugenottiske Kaar,
Der siges saagar, at en G iese
Vil lave en Kam til deis Haar.
kisalige Venstre! at bære
En Skæbne som din,
t v
trist,
Tbi faar du end Lov ti! at være
I F red for Højremænds L ist.
Saa vil i dit eget skære
Vanvid du drukne til sidst,