348 / 427
338
Første Behandling.
Vort Sekulum os diverterer ret
Med Overraikelfer af alle Sorter:
Med Damp man farer henad Jorden let,
Endikøndt paa Vind det ikke Tiden fkorter ;
Kulturkamp, Vandkur, Telegrafers Net,
Flydende Kjød-Extrakt og dito Forter,
Kort fagt: en Mængde ilore Underværker
Man daglig i vort Samfundsliv bemærker.
Dog mellem alle Tidens Fænomener,
Der viser fig paa Jordens vide Ring,
E r der dog ikke noget, der forener
I fig faa mange fplinternye Scener,
Saa mange lunefulde, fære Spring,
Som «Ven f t r e » i det danfke Folketing.
Imod dets Eventyr
paa
Ærens Tjørnevej
M
ünchhausens
er
faagar
den rene Børneleg.
For kort Tid fiden kunde tidt man høre,
Mens endnu Venilre holdt fig fammenføjet,
A t E
strup
ej bevilget fik en Øre,
Derpaa han kunde bide fig i Øjet.
D o g nu har BERG omfider lad’t fig røre:
Til Minifteriet han fer fornøjet,
Og dets Finanslov, der led før' faa trange Kaar,
E r nu «den bedile, man har fet i mange Aar»
1
Sligt er et Under over alle Undere,
E t fælfomt, uforklarligt Tidens Tegn,
Ufatteligt for Præft faavel fom Degn,
— E r her et kantet Hoved bleven rundere,
Og fammes Indhold muligvis lidt fundere?
— Ja, hvo kan fige, hvad der er i V e j’n?
Men Underværket itaar i bengalfk Glorie
Som Stof for Romantik og for Hiftorie.
Fra Folketinget fjældent man fortælle kan
Om en Debat, faa ganike fri for Larm.
Kun
T
homas
N
ielsen
udøil fik lidt Harm
Mod Prokuratorftanden
og
mod
N
e
LLEMANN,
Og
LEJREGREVEN
var en Smule varm,
Han Rollen gav fom ilorpolitiik Sprællemand:
Ænfidig Politik» han ikke lider,
Fordi hans egen har for mange Sider.
Og faa blev der et Udvalg fammenfat,
Hvori man Lovens Enkeltheder drøfter,
Og hvor man broderlig bør tage fat
For gyldne Broer at ilaa ved alle Kløfter.
F o r h a n d l i n g s p o l i t i k e n Vingen løfter,
Man véd: « F o r h a n d l e r e v i l f aa Raba t . »
Dog ilore Afflag
T
å
UBER
nok os ikjærmer for,
Thi det er mere <Paalæg», at han fværmer for.
Metal hesten.
Frit efter
H.
C.
A
nder sen
.
I Byen Kjø-
benbavn, ikke
langt fra det
kongelige Te
ater ligger en
stor Plads sotn
kaldes Kongens
Nytorv, og midt
paa
denne
— Plads, staar en
konstig,
ikke
egenlig vel ud
arbejdet Metal
hest.
Den er
ganske sorte-
■—1
grøn af Ælde,
og ovenpaa den sidder en Mand.
Han sidder der
kun om Dagen, for om Aftenen, naar det blevet
mørkt, staar han af og gaar ind i Johansens Ølstue
i Nyhavn og drikker røde ’Snapse med Skipperne.
Derfor ser han saa pluskjævet og dorsk ud om Dagen.
Enhver, som kommer til Kjøbenhavn, finder
nok Stedet, han behøver kun at spørge den første
Dagdriver lian møder omHesten, og han vil finde den.
Det var en sildig Oktoberaften.
Gassen var
tændt, men det var Maaueskin, og naar det er
Maaueskin i Kjøbenhavn, kan man slet ikke se
Gassen, for saa bliver den undselig og ganske rød
i Hovedet af Skamfuldhed over, at den ikke kan
lyse stærkere.
Henne paa den store Raadhustrappe mellem
Søjlerne stod en lille Borgermester, Han bavde sovet
saa dejlig hele Dagen igennem, sovet, som kun en
Borgermester kan sove, nu blev Raadhuset lukket,
saa maatte han gaa. Længe stod ban drømmende
paa Broen, der fører over Kanalen ved Holmens
Kirke. Saa gav det ef Pladsk.
Det var kun en
Mand, der faldt i Kanalen. „Vi kommer dog vist
til at tænke paa Rækværk!“ sukkede den lille
Borgermester og saa gik han.
Han tog Vejen hen til Metalhesten, kravlede
over Jerngelænderet ind paa det grønne, friske Græs.
Der var ingen Mand paa Hesten.
Saa kravlede
den lille Eh l e r s op paa Ryggen af den, lænede sig
forover, saa hans lille, lokkede Hoved hvilede paa
Dyrets, og før han selv vidste det, sov han ind.
Det var Midnat. Hesten rørte sig, han hørte,
at den sagde ganske tydelig: „Du lille Borgermester,