352 / 427
342
Telegram til Vedby.
Kjære Venner og Vælgere, dersom I vil
Høre Nyt Ira jeres Talsmand, saa læg Ørene til.
I kan tro, at jeres Rigsdagsmand er gruelig glad.
For jeg har jo væ’t hos Kongen til Middagsmad.
Jeg havde iført mig det bedste Lintøj, jeg bar,
Som La r s e n havde vadsket og rallet med saag&r,
Og saa havde jeg mig vadsket, for at I derhjemme ret
Ku* ha*e Glæde og Fornøjelse af jeres Stemmeret
Vi begyndte taed østers, og der var En, der sa’e,
At den Ret var just noget, som vi barde ia*e os a \
Og dertil fik vi Rhinskvin, som vi drak ud til Bands,
Og saa fik vi Fisk og Soppe, det var Mad for Mons.
Sikken en Beværtning! jo den var fin
Og sikken Mængde Retter og sikken Masse Vin!
Jo, det kan nok sig hænde, at i Kjøbenhaffen kan
Man Diæter nyde li’sorø i Slaraffenland.
Og saa blev der holdtTaler, mens Desserten blev smagt,
Men jeg hnsker ikke rigtig, hvad det var, der blev sagt
Det er noget, som naturligvis den bedste kan hænd’s,
Jeg skal sige, jeg og Sc he 1d e vi drak Brorskaal imens.
Dog husker jeg, at Kr abbe forvolded’ Ba j e r Kval
Og var udi sin Tale saa rørende loyal,
At han vistnok bar i sin Tid været skjeratende,
Da han stemte mod „ S y s t em e t af f em t e n d e “.
Kjære Venner og Vælgere, mærker mit Ord,
I skal vide, jeg er foret i Dag ved Kongens Bord,
At man ved Hove meget godt kan spise sig uiæt
I, hvad jeg nu vi! kalde, min moralske Ret.
Maden smagte herligt, det var let at forstaa,
Og ingen slog af Hovedet, den „Hat“, jeg havde paa.
Ja, det Hofliv har fortryllet mig især, da jeg ser,
At man ej har nødig der at faa Alting ind med Skeer.
Foreniugen til Smaadyrenes Beskyttelse
afholdt i Mandags Aftes
et extraordlnært Møde.
F o rm a n d e n
, Kammerjæger
O lsen
oplyste, at Medet var
sammenkaldt paa indstændig
Anmodning af Kvindeforenin
gens
BestyrelsesforkviDde,
Enkemadam Mortensen, der
onskede at rette en indtræn
gende Opfordring til Med
lemmerne.
Han bod Madam Mortensen Velkommen og
opfordrede de Tilstedeværende til at bringe denne ntrætte-
lige Forkæmperinde for Smaadyresagen deres Hyldest ved
at rejse sig. (Hurra! Op med Madamen! Hun leve!)
Madam
M orten sen
vilde rent ad sige, at hnn syntes
Tilværelsen var en meget mærkelig Institution, hvad kunde
det for Eksempel hjælpe, at Livet og Fremtiden laa for
ens menneskelige Blikke som en nyvasket, stivet og strøget
Manchetskjorte paa et Strygebrædt i Solskinsvejr.
Saa
man nejere til, vilde man dog altid opdage et eller andet
lille sort Punkt, en lille mørk Prik, som erindrede en om,
at Verden var alligevel en Jammerdal, og dette sorte
Punkt i Fremtiden og paa Manchetskjorten var Loppen,
fordi det var Flyttedag iraorgen, og i Dag var det godt
Vejr, men imorgen kunde det være Syndflod, og alle Lop
perne, de stakkels Kræ, vilde drukne og svømme om som
Kommen i Koldskaal, hvis vi ikke byggede en Ark.
Og
det var en stor Skam af Borgermesteme og af Rigsdagen
og Regeringen og Politiet med, kunde hun gjerne sige,
det var Umenneskelighed af en aalmindelig hej Grad, og
na vilde han sperge, om Foreningen vilde sidde stille til
Lopperne og lade dem gaa i Vasken uden saa meget
som at række et Halmstraa ud for at frelse dem.
Cigarkassemager
F ilip s e n
forsikrede Madamen, at det
samme havde ban tænkt, og han vilde foreslaa, at Fore
ningen afkjebte ham et større Parti Cigarkasser, som man
saa kande stationere som Redningsfartøjer paa de mest
udsatte Steder. Han skulde være villig til, for Sagene
Skyld, at afhænde dem to Procent under Nutidens billigste
Priser (Hør!).
Flyttemand
Ja k o b sen
vilde først tolke Forsamlingens
Taknemlighed lige over for Madam Mortensen.
«Kvinden
var altid Smaadyrenes Ven«, som der stod i Sangbogen,
thi Kvinden var varmere end Manden, som i Almindelighed
var en kold en, og han vilde bruge et Billede, at Livet
var ligesom en Toddy, hvori Manden var Snapsen, der gav
Styrke, men Kvinden det varme Vand, der smeltede Suk
keret og gjorde det hele behaveligt, især i denne Hunde
kulde, og han gav Madam Mortensen Ret i et og alt øg
han gav ogsaa Filipsen Ret, og kjebtø Foreningen hans
Kasser, var den jo sikret mod Kassemangel, men han
trode rigtignok ikke, Filipsen havde personligt Kjendskab
til Lopper, og det vilde han nu
6
ige, uden at det skuide
være til mindste Forklejnelse for Vedkommende, men han
havde flyttet saa mange Lopper i sin Tid og baade i Sol
skin og Regn og i Storm og Stille og kunde fortælle, at
hvad Fugtighed angik saa var Lopperne lige saa gode til
at salvere sig som nogen Kattekilling, for de satte saamæn
ikke Poterne uden paa de terre Steder, men derimod trode
han, at mange Lopper gik til Grunde paa Flyttedagen
formedelst Sult og Kulde, og han vilde lige ud spørge
Formanden, og det var slet ikke Meningen, at han sknlde
tage det fornærmeligt op, hvad Foreningen havde tænkt
at gjere i den Anledning.
F o rm a n d en
takkede de ærede Talere for deres Inter
esse for Sagen.
Han sknlde med Glæde tage mod Filip-
sens Tilbud om Kasserne.
Hvad Jakobsens Forespørgsel
angik, havde denne Sag allerede været paa Bane i Besty
relsens sidste Møde, og man havde der ferst tænkt paa