188 / 239
1 8 6
HENRY ST JERNQV IST
at gå op til den gamle og sige tak for legatet«. Og det gjorde jeg.
Ved den afsluttende eksamen i januar 1923 - på grund af mit tid
lige giftermål havde jeg måttet presse studietiden ned til 4^/2 år mod
det normale 5^2 - skulle vi på 2 dage, lige efter hinanden, eksamine
res i 8 fag, og det krævede selvsagt stor koncentration for at beherske
alt dette stof samtidigt. Mit første fag blev statistikens teori, hvor
Harald Westergaard gav mig et spørgsmål, som han vidste, jeg var
helt hjemme i, og min karakter blev høj. I de følgende - flere rene
hukommelsesfag - gik det jævnt ned ad bakke, men jeg havde dog
efter næstsidste fag passeret grænsen for 1. karakter, som var betingel
sen for at blive ansat i Det statistiske Departement, og den ene af cen
sorerne, departementschef Adolph Jensen, engagerede mig da i pausen
med ordene: »Kig så op til mig i morgen«.
Sidste fag var hos professor Birck, og da jeg så ham komme halsen
de ned ad gangen, i sidste øjeblik, efterfulgt af assistenten Jens Tofte-
gaard, den senere direktør for sparekassen »Bikuben«, bemærkede jeg
til min rædsel, at Birck under armen havde sin bog »Vigtige varer«,
en samling af facts, som vi alle gruede for at komme op i. Jeg hviskede
til Toftegaard, at jeg da ikke håbede at komme op i den. Det gjorde
jeg da heller ikke, men i stedet i Bircks bog »Ejendomsskatter og ejen
domspriser«. Det var en rent teoretisk bog fra Bircks unge dage, og
han havde i sin tid erklæret, at han ikke mere forstod den, så han
havde overdraget Warming at læse over bogen. Jeg havde da også
fulgt Warmings forelæsninger, hvor han fuldstændigt vendte op og
ned på fremstillingen i Bircks bog. Men Warming var rejst til Amerika
på studieophold for
1/ 2 år
siden, og vi regnede derfor alle med, at vi
i hvert fald ikke ville komme op i ejendomsskatter og ejendomspriser.
Alene bevidstheden om, at jeg ikke havde set bogen det sidste 1 / 2 år
gjorde mig stiv af skræk, og jeg kunne ikke hviske svar på selv de
simpleste spørgsmål. Man gav mig 1 1 , fordi man åbenbart skønnede,
at jeg alt i alt var god nok for en pæn førstekarakter. Men Birck
sagde bagefter, at det havde været rædselsfuldt, og at det faktisk ikke
var mere end til 3 i karakter. Jeg erkendte, at det endda ville have
været en mild bedømmelse. Og Adolph Jensen oplyste, at censorerne
havde været ved at falde ned af stolen.
Men tænk - havde jeg som første fag fået Bircks bog, så ville min
placering i censorernes bedømmelse uvægerligt være blevet præget