182
HENRY ST JERNQV IST
Hammerich og hans yndige Clara satte deres præg på livet deroppe.
Jeg var kasserer et par år omkring 1926 og stabiliserede økonomien,
bl.a. ved at købe nogle brugte stole hos en møbelhandler i Adelgade,
i stedet for at leje dem. Købesummen blev afskrevet i løbet af et par
år. Jeg prøvede at lægge stramme budgetter for vore arrangementer,
men de blev altid overskredet med i hvert fald 25 pct. Værst gik det,
da vi fejrede Jeppe Aakjær ved hans 60 års fødselsdag. Jeg havde
kalkuleret med, at han ville medtage en halv snes gæster, men det blev
ti2
3 5 ' o
Også Johs. V . Jensen fejredes i min kasserertid. Tom Kristensen
skulle have holdt festtalen, men da han omsider kom, i kjole og hvidt,
men temmelig bedugget og begyndte at hælde øl ud over de dyre ka
ger, og dernæst begyndte at snitte sig i fingrene med en dolk, så blodet
flød, arrangerede jeg, at han blev kaldt til telefonen. Jeg fik ham så i
gangen overtalt til at tage hjem og sove den ud, og han gik, dog ikke
uden voldsomme protester og med trussel om aldrig mere at komme
i Studentersamfundet. Jeg ved ikke, om han har holdt ord.
Johs. V . Jensen havde vi engang til diskussionsmøde om darwinis
men, men mundtlig debat var ikke hans stærke side, og han gik tem
melig medtagen ud af den. Olfert Ricard gik ligeledes afpillet ud af
et diskussionsmøde, men han stod jo også overfor en forsamling af en
helt anden åndsretning end hans.
I november 1920 fejredes Georg Brandes i anledning af 50-året for
hans første forelæsning på Københavns universitet. Hans jubilæums
forelæsning på universitetet overværede jeg, og jeg studsede egentlig
over, at han læste det hele op - det havde jeg ikke tidligere oplevet, at
en taler gjorde —men han gjorde det med kraft og myndighed. Der
blev holdt en aftenfest for ham på Nimb, som jeg ikke deltog i, vel af
økonomiske grunde, men jeg var med i fakkeltoget, der hyldede ham
foran Nimb. Som tolker af ungdommens følelser overfor den gamle,
nu 80-årige stridsmand, havde vi, da der jo dengang ikke fandtes højt
talere, valgt een, der havde en meget kraftig stemme. Det var davæ
rende stud. polit. Aage Schock, senere redaktør ved forskellige blade
og under krigen medlem af frihedsrådet. Det klinger endnu i mine
øren, hans første rungende: »Mester«. Og en mester var Georg Bran
des alle sine dage.
De mange år i Studentersamfundet gav mig på mange områder et