182 / 239
180
HENRY ST JERNQV IST
en kendt professor, kommenterede, og han kunne få selv de dårligste
resultater til at fremstå som virkelige sejre for danskheden.
Efter lørdagsmøderne var der som regel dans, hvor et eller flere
medlemmer satte sig ved flygelet og leverede musikken. Der var dog
også baller med professionelle musikere, og jeg erindrer et sådant, hvor
jeg med min dansepartner svingede mig til tonerne af »Vaskepigemes
sang« fra operetten »Kejserinden«. I pausen spurgte jeg hende, om
jeg måtte invitere på en forfriskning, og det måtte jeg. Jeg kom dog
i knibe, da jeg, medens tjeneren stod afventende, spurgte hvad hun
ønskede, og hun sagde noget, der for mig lød ganske uforståeligt. Men
jeg oversatte det efter bedste evne og bestilte 2 »Sjallebranje«. Det
viste sig at være Cherry brandy, og det var første gang, jeg havde hørt
om denne drik.
Som en reaktion mod ånden i Studenterforeningen blev i 1920
genoprettet det hensovede Studentersamfundet, og jeg meldte mig for
holdsvis tidligt ind i dette. De første møder blev holdt i Paladsteatrets
»Blå sal«, og de var meget stilige, men efterhånden jævnede det sig,
og da man fik daglige lokaler på toppen af Revisionsinstituttets byg
ning på Vester Boulevard, følte man sig mere hjemme, og jeg tilbragte
mange hyggelige timer deroppe, også efter at jeg var blevet kandidat.
Det var et meget blandet milieu, jeg kom ind i, spændende fra evig
hedsstudenter, nogle lidt »våde«, til blomsten af landets kulturliv.
Åndsindstillingen var radikal, dog ikke specielt partipolitisk, og af
ortodokse socialdemokrater fandtes kun få. En undtagelse var dog
Tønnesen, som ganske vist senere en overgang blev kommunist, men
hans naive, fanatiske vedholden ved dogmerne forhindrede ham
dog ikke i at være et skattet medlem af »lokalebissernes klub«. Han
forsøgte forgæves at få en eksamen, først som polit. og derefter som
jur., men hans politiske aktiviteter og opholdet deroppe på sjettesalen
tog så meget af hans tid, at det aldrig blev til noget. Han kunne skrive
ferme vers, og med tiden fik han i den faglige presse optaget en række
artikler om historiske emner, samtidig med at han passede et job som
korrekturlæser på »Socialdemokraten«. Fysisk havde han altid været
et skrog, hvis jeg må bruge det udtryk, men han var alle dage en brav
fyr. Jeg besøgte ham 3 uger før han, oppe i tresserne, døde på hospi
talet i De gamles by.
A f andre typer skal jeg kun nævne »Teologen«, også kaldet »Biskop