183 / 239
ER INDR INGER I
1 8 1
pen« eller »Gamle Larsen«, evighedsstudent om nogen. Han var også
kendt i Studenterforeningen, og hans speciale var at stifte små lån,
som man ganske bestemt skulle få tilbage næste dag. Han sagde det
med en så tilforladelig mine, at man ikke kunnne undslå sig for at
bevilge det ansøgte. For mit vedkommende drejede det sig om 10 kr.,
og jeg opfattede det som en forsikringspræmie for at blive fri for nye
anmodninger. Det skal vist aldrig være sket, at han har tilbagebetalt
et lån.
Men Studentersamfundet var jo andet og mere end disse typer. Der
var f.eks. en Otto Gelsted, som ganske vist dengang så udpræget hørte
til de »våde«, men som alligevel kunne føre en meget åndfuld debat,
skarpt logisk. Og hans oplæsning af egne værker betog os alle, på trods
af hans pibende stemme og snuskede udseende. Axel Sandemose kom
der også en overgang, i den periode, hvor han sammen med Harald
Bergstedt, Tom Kristensen og en fjerde havde dannet klubben »Fri
mandsbevægelsen«. Jeg så ham aldrig ædru, og engang var der ved
at ske en katastrofe, da han ville styrte ud fra gesimsen på balkonen.
En mand som Sigfred Pedersen var en blanding af »lokalebisse«
og digterspire. Han var stud.polit., men det var ligesom studierne ikke
interesserede ham. Dog, eksamen fik han efter mange års forløb, og
han fik også en pæn borgerlig stilling som kontorchef et eller andet
sted, men det varede ikke længe. Så opgav han det og blev boheme,
i dette ords egentlige mening: digter i fattigdom. Da han som aner
kendt stor digter fyldte 60, sendte jeg ham et versificeret lykønsknings
telegram, hvor jeg opfordrede ham om at skrive san
gen
om Køben
havn. Den af bl.a. Carl Brisson lancerede »København, Du har alt
o.s.v.« har jeg nemlig, trods andre velagtede borgeres (og partifællers)
begejstring for den, ikke kunnet godtage som en acceptabel hyldest til
vor by. Den er banal, og, bortset fra linjen om, at »jeg vil dø i min
rede«, kunne den anvendes om enhver af vore købstæder med samme
antal stavelser. Sigfred kvitterede for mine »inspirerede og inspirerende
vendinger«, og det opfattede jeg som et tilsagn fra hans side om at
præstere det ønskede. Jeg hørte dog aldrig mere fra ham.
En overgang var Hartvig Frisch en central skikkelse, både ved mø
derne og ved festerne. Der er jo skrevet så meget om ham, så det må
være nok, når jeg siger, at der altid var ren luft om ham, og han hæ
vede debatterne op på et højt intellektuelt plan. Også professor Louis