187 / 239
ER INDR INGER I
1 8 5
relation til dagens begivenheder, økonomiske eller politiske, kunne
han blive fyr og flamme og komme med vittige og elegante bemærk
ninger. Nej - pædagog i gængs forstand var Birck ikke og blev det
aldrig. Men vi kunne lide ham, ja —så op til ham, fordi han havde
mod og evne til at »tale Roma midt imod«. Det var kredsen om Land
mandsbanken og ØK , som havde den stærkeste angriber i Birck, og da
banken brød sammen i 1922, blev han et meget indflydelsesrigt med
lem af den 3-mands kommissions, som skulle trænge til bunds i affæ
ren.
I de unge studenters og kandidaters forening, Socialøkonomisk
Samfund, var han en meget hyppig gæst, og han hyggede sig bagefter
med os ved en øl eller en kop kaffe i en nærliggende restaurant. Han
blev midtpunkt i den kreds, der bl.a. gik til angreb på ledelsen i Na
tionaløkonomisk Forening. Birck gav sig også megen tid til at disku
tere med studenter og kandidater —og iøvrigt også andre - ofte på
sit værelse på Hotel Kongen af Danmark ved Holmens Kanal, dér
hvor nu Nationalbankens bygning ligger. Og disse samtaler varede
ofte til de små timer.
Jeg havde engang søgt audiens og mødte efter aftale kl. 12 middag.
Birck kom i slåbrok, og jeg forklarede ham mit ærinde, nogle svage
punkter hos den af Birck yndede østrigske nationaløkonom Bøhm-
Bawerk. Han begyndte febrilsk at kradse noget ned på papiret, slet
tede det og skrev igen, men endte med at sige: »Nej —det kan jeg sgu
ikke forstå. Spørg Lindberg, han har engang skrevet noget om det«.
Jeg gik da til fabriksdirektør Jac. Kr. Lindberg, den senere national
bankdirektør, og forelagde ham problemerne. »Herregud - er man
på Københavns Universitet ikke kommet længere end til Bøhm-Ba-
werk«. Men han kunne heller ikke hjælpe mig. Så måtte jeg selv finde
ud af det, så godt jeg kunne, og resultatet af mine anstrengelser blev en
afhandling i et jubilæumsskrift 1925 i anledning af oprettelsen af
Socialøkonomisk Samfund. Jeg skrev om »Nogle metodiske fejl hos
Bøhm-Bawerk«, og som motto brugte jeg ondskabsfuldt et citat fra
B. B. gående ud på, at hos dygtige tænkere forekommer kun undta
gelsesvis »ordinäre Denkfehler«.
Jeg holdt forbindelsen vedlige med Birck, og i 1931 skaffede han
mig et stort rejselegat, som vekselerer Henriques sen. lige havde op
rettet. »Gør mig nu den tjeneste, uanset Deres uvilje mod vekselerere