186 / 239
1 8 4
HENRY ST JERNQV IST
ud fra hans kristelige livssyn kom det derfor som et stort chok, da jeg
henimod mit studiums afslutning fortalte, at min lille datter havde
forstyrret mig hele natten. Jeg måtte gentage 3-4 gange, at jeg var
blevet gift og havde fået en lille pige. Sådan gjorde man jo ikke den
gang. Men Westergaard bar over med mig.
Professor Axel Nielsen var lærer i nationaløkonomi, men hans spe
ciale var så absolut bankpolitik, senere dog også økonomisk historie.
Han virkede gammel, skønt han kun lige var fyldt de 40, med sit grå
nende Henrik V I I I skæg og det rødblissede ansigt. Han havde en
ejendommelig messende stemmeføring, og da han tilmed udstrakte sine
eksaminatorier, der bestod af enetale, kun afbrudt af 2-3 spørgsmål
til den student, der var »oppe«, til 2 gange 45 minutter uden pause,
er det vel forståeligt, at i hvert fald jeg slumrede ind under sidste halv
del af eksaminatoriet. Axel Nielsen havde meget bestemte meninger
om, hvad der var den rette pengepolitik, og han fik med årene en be
tydelig indflydelse, men man kunne ikke undgå at få den opfattelse,
at hans ofte hårde angreb på Nationalbankens ledelse, og på andre,
delvis forklaredes ved personlige uoverensstemmelser. Axel Nielsen
kunne godt lide at tale med studenterne på tomandshånd, og da var
han meget hyggelig.
Det store lys ved fakultetet var professor Laurits V . Birck, eller Dr.
Birck som han foretrak at blive kaldt, eftersom doktorgraden var no
get, han selv havde erhvervet sig, som han udtrykte sig. Birck var fol
ketingsmand, valgt af Det konservative folkeparti, og under krigen
havde han været medlem af Den overordentlige kommission, hvor han
bl.a. kom i et stærkt modsætningsforhold til »storkapitalisten« Max
Ballin, der jo var jøde. Birck havde engang forløbet sig, da han i et
møde ophidset sagde til Ballin: »Husk jeg er en hvid mand«.
Og nu skulle jeg altså sidde under katedret og høre denne berømte
mand udlægge teksten. Han havde fomylig afsluttet et meget teoretisk
værk »Grænseværdilæren«, en udbygning af hans doktorafhandling,
og jeg begyndte nu, i 1920, at følge hans forelæsninger over dette
værk. Desværre var jeg forhindret i at komme til hans første forelæs
ning og da jeg mødte næste gang, var han allerede kommet til side 20.
Med rivende tungefærdighed plaprede han løs med løsrevne sætninger
fra bogen, og kun når der var noget, der optog ham, fik vi mere
sammenhængende udtalelser. Særlig når der var noget, som havde