185 / 239
ER INDR INGER I
1 8 3
mere frigjort syn på tilværelsen, og diskussionerne, både ved de store
møder og ved de mere konversationsmæssige i de daglige lokaler,
satte tankerne i sving. Og ikke at forglemme: jeg traf mange, som blev
mine venner for livet.
Det var som før nævnt ved et tilfælde, at jeg blev indskrevet til det
statsvidenskabelige studium, men jeg fortrød det aldrig.
På universitetet fik jeg som lærer i praktisk statistik professor Jens
Warming. Han havde skrevet en 600 sider tyk bog »Danmarks stati
stik«, som han forelæste over. Den gav en udmærket beskrivelse af det
danske samfund, specielt med en talmæssig belysning. Jeg fik tidligt
den overbevisning, at uden dette kendskab til de samfundsmæssige
forhold, institutionsmæssigt og talmæssigt, svæver enhver teori i den
blå luft. Warmings lærebog var af uvurderlig støtte i så henseende.
Men hans forelæsninger var knasende tørre - jeg har kun hørt ham
fortælle én oplivende morsomhed - men hans skriftlige fremstilling
kunne kalde på smilet, når han f.eks. skrev om »dråben, der falder
mest i øjnene«. Han deltog meget i den offentlige debat om økono
miske emner, og han havde i en 4-årig periode været medlem af bor
gerrepræsentationen, valgt på Frøken Bioms kristelige sociale liste.
Han delagtiggjorde os i sine forelæsninger ofte om sine erfaringer fra
det kommunale virke, men var iøvrigt ikke på nogen personlig talefod
med os.
Til andendels studiet havde vi den navnkundige Harald Wester-
gaard. Hans bog »Statistikens Teori« var sådan set udmærket, men så
absolut for viderekomne, og det var derfor ligefrem nødvendigt at gå
til manuduktøren, Hans Cl. Nybølle, Westergaards efterfølger i lære
stolen. Nybølles undervisning var aldeles fremragende. Medens Wester
gaards forelæsninger i statistikens teori ikke var meget givtige, var han
mere aktiv og hjælpsom ved vort arbejde på laboratoriet med prak
tiske statistiske opgaver, hvor vi som »lynopgaver« skulle på 4 timer
uddrage, hvad vi nu kunne få ud af et eller andet statistisk stof, som
regel tabeller i Statistisk årbog. Trods sin eminente teoretiske bega
velse havde Westergaard en stærk sans for at se »fornuftigt« på tal
lene og for at nå frem til de reale forhold, som tallene afspejlede, og
han advarede os altid mod at beruse os i ekvilibristiske anvendelser af
matematiske formler.
Jeg havde af en eller anden grund fået en stor stjerne hos ham, og