180 / 239
1 7 8
HENRY ST JERNQV IST
talsmand hyldede jeg skolen, men da jeg kom til det afsnit, hvor jeg
sammenlignede ham med Mr. Chips - i en film og en bog af samme
navn —kom læreren op i ham. Han afbrød mig og holdt et længere
foredrag om Mr. Chips. Jeg har dog tilgivet ham.
Den anden lærer, jeg vil nævne, er den senere så anerkendte dansk
specialist Erik Rehling. Han var ganske ung, men i hvert fald jeg
havde meget udbytte af hans undervisning. Han var meget kunst
interesseret, både hvad angik musik og malerier, og var meget moder
ne indstillet, og han forklarede hvilket geni vi havde i Carl Nielsen.
I sit hjem havde han på væggene billeder af Lundstrøm og den tids
øvrige modernister. Man gav os engang en stil, hvor vi skulle skildre
vort indtryk af et billede på Statens musæum for kunst. Jeg valgte at
skrive om det billede, som viser en fattig syerske, der er faldet i søvn
over sit arbejde, og jeg skildrede den sociale forargelse, det vakte
i mig. Men det havde jo slet ikke været Rehlings mening med stilen.
V i skulle være kommet med nogle kunstneriske betragtninger, men
ingen kan jo forpligtes over sine evner, og jeg har aldrig haft sans for
farvesammensætninger og den slags. Dermed være ikke sagt, at jeg
kræver, at et billede skal »ligne« noget, men jeg sætter den grænse,
at man ikke, som jeg engang oplevede på en Charlottenborgudstilling,
i kataloget betegner et billede som »En studie i rødt«, når farverne
faktisk var grønne, i hvert fald efter mine øjnes bedømmelse.
I Gymnasiet havde jeg det med at skrive lange stile, men da jeg
engang havde skrevet 32 sider om den franske revolution, nægtede
Rehling at læse den, hvad jeg nu godt forstår, da hans timeløn sikkert
ikke var særlig høj. Senere har han overfor mig udtrykt, at han den
gang nok havde ærgret sig over mine lange stile, men »viljen og ha
biliteten« havde han dog anerkendt.
Det afsluttende studentergilde deltog jeg ikke i. Hvis jeg havde
tigget mine forældre om det, kunne jeg måske nok havde fået de nød
vendige penge, men det ville jeg altså ikke, og jeg afslog også - for
håbentlig med tak - tilbud fra venlige kammerater om, at de nok
skulle betale for mig. I stedet for gik jeg om aftenen, i måneskin, en
lang tur rundt om søerne og kom tidligt hjem.
På universitetet indskrev jeg mig som stud. mag. med historie som
hovedfag. Yderligere skulle man have 2 bifag, og dertil valgte jeg
dansk og, i mangel af bedres havelse, engelsk. En dag i begyndelsen af