175 / 239
ER INDR INGER I
1 7 3
ser for mig min far, i diplomatfrakke, dansende med stive øjne, sve
dende med de efterhånden våde flipper og do. kravebryst. Men man
sagde, at han dansede godt. Rer skulle dengang bruges kræfter ved
dansen, så han brugte vist ikke megen tid til at konversere sine bal
damer, Næste dag, når vi var stået op, sent, blev der på skrædderbor
det talt meget om aftenens hændelser og om, hvad den og den havde
sagt eller gjort. Og i det hele taget blev der ved disse baller udvekslet
mange nyheder, især mellem »madammerne«.
Det var obligatorisk, at der 3 gange i nattens løb blev danset »Lan
ciers«. Sidste gang jeg var med til at danse denne dans, med de 5
»ture«, var på Fredensborg ved Prinsesse Margrethes bryllup, men
ellers er denne dans vist gået helt af mode.
Skræddernes sangkor havde altid 2. pinsedag deres årlige udflugt,
hvor også andre end sangerne var med, og jeg har bevaret et billede
fra en af disse udflugter til Skodsborg, hvor Lille Henry skimtes. Efter
en sådan skovtur klagede far altid over, at han var blevet helt stiv
i lemmerne, men det gjorde han iøvrigt også efter ballerne. Medens
jeg er ved dans: da jeg var 10 -12 år, gik jeg til dans i »Marie og Knud
Christiansens danseinstitut«, der havde til huse i selskabslokalerne i
Studiestræde, lige ved det nuværende Bispetorv. Jeg kan tydeligt se
ham for mig, slank med sort hår og spidst fuldskæg, stående i den ene
ende af salen og nøje iagttagende os, når vi dansede forbi, med løftet
pegefinger, der slog takten. Han virkede meget streng. Som pianist
havde han Vilh. Bernschein, der også spillede ved skræddernes bal.
Han virkede ualmindelig rar, med lyst, opadstrøget hår og en klædelig
schnurrbart. Han var iøvrigt regimentsmusiker, og han nikkede gen
kendende til mig, når jeg mange år senere fulgte med 3. regiment fra
Sølvgades kaserne til Kastellet.
Som dreng var jeg nok en bogorm og med særlig interesse i at kom
me til politiske møder, men tid til almindelig børneleg blev der dog
også. Ganske vist deltog jeg ikke i de voldsomme drengelege, men i
Kongens Have var der rig anledning til boldspil o.l. På hjørnet af Sølv
gade og Kronprinsessegade var der en legeplads, der hvor nu børne
haven ligger, og der spillede jeg meget langbold, dog ikke med særlig
succes. Og foran den store musiktribune spillede vi fodbold, d.v.s.
fodbolden var kun en tennisbold, men heller ikke i dette spil var jeg
særlig ferm. Derimod klarede jeg mig bedre i de kapløb, som vi drenge