171 / 239
ER INDR INGER I
1 6 9
bas. Begge de to harmonikaers sørgelige rester befinder sig nu på mit
pulterkammer.
Far kom sjældent udenfor lejlighedens 4 vægge, og han nøjedes
med at trække frisk luft ved at sidde ved vinduet og kigge ud på gade
livet. Det skete dog også, at vi gik en aftentur i Kongens Have. A f og
til fik vi besøg af arbejdsløse, vandrende geseller, som, når de viste
fagforeningsbogen, fik en skilling. Med mellemrum fik vi besøg af en
ungdomsven, der nu boede på Almindeligheden, lam i den ene side
af apopleksi. Han fik en eller to cognac’er. De var jo ikke så dyre
dengang.
Vi kom en del ud til tidens almindelige forlystelser. Fra Tivoli
husker jeg, foruden selvfølgelig Pjerrot, den gamle rutschebane, der
lå langs Tietgensgade ud mod Bemstorffsgade. Den havde ikke, som
den nuværende, de store styrt og blev nedlagt i forbindelse med byg
ningen af Hovedbanegården. Jeg var aldrig oppe i den. Jeg husker
også en sidsteaften foran Glassalen, hvor Carl Gottschalksen spillede
af med sit harmoniorkester. Han var en særpræget type at se på:
gnistrende sort hår, måske i de senere år ved hjælp af farvning, med
en moustache efter tidens mode, en såkaldt schnurrbart. Ulasteligt
kjolesæt med hvidt, stivet bryst. Meget mørk lød, gående over i det
gullige.
Cirkus, hvorfra jeg husker vandpantomime, og Zoologisk have
kom vi i, når vi havde besøg af slægtninge fra Skåne. En onkel skal
have leet noget så hjerteligt, da jeg, skønt kun 5-6 år, brugte et abso
lut tabuord om abernes opførsel. Det undrer mig noget, for jeg var
ellers ikke slem til at bruge »uartige« ord - dengang. På vejen hjem
fra Zoo og Frederiksberg Have tog vi ind på Alléenberg, tre sammen
hængende forlystelseshaver oppe ved runddelen. Hvad jeg husker, ud
over den almindelige larm af mennesker, var isvaflerne, dengang no
get helt nyt, og »Det muntre Hjul«, et vandret roterende hjul, hvorpå
folk satte sig, men ved centrifugalkraften efterhånden blev slynget ud
til siderne, til stor jubel for tilskuerne.
På Vodroffsvej var der en forlystelseshave »Vodroffslund«, hvor der
på en tribune var forskellig optræden. Jeg husker en kreoleragtig ar
tist, der i sit lange sorte, krøllede hår bar tunge vægte. Jeg blev ræd
selsslagen, da han efter sin optræden passerede vort bord. Ham kunne
jeg ikke lide at se på nært hold.