169 / 239
ER INDR INGER I
1 6 7
Besøgende måtte ikke komme ind til os, men måtte blive stående uden
for vinduerne og ved tegn gøre sig forståelige for os. J a - det var altså
dengang man troede, at det var nødvendigt at isolere skarlagensfeber
patienter 8 uger på et hospital.
A f livet på gaderne skal jeg endnu kun nævne, at vi med stor in
teresse fulgte med i, når gaderne blev brudt op for at gasledningerne
kunne blive nedlagt eller repareret. Og vi iagttog brolæggerne, først
ham, vistnok den fineste, der sad på en slags stol: et sæde, der var
formet til en bagdel, og et kort »ben«, vel 25 cm højt, og han fik stene
ne leveret af en medhjælper. Derefter blev stenene stampet, først af en
enkelt mand og dernæst endelig af et sjak på 4 mand, der løftede det
tunge stempel, »Jomfruen« kaldet. Det skete med sang på læberne.
Alt dette var jo meget interessant at følge med i, men hvad der ikke
interesserede mig var, når jeg af mor blev sendt ned på gaden med
en kulskovl for at hente hestepærer op. De skulle bruges som gød
ning til vore stueplanter, og de lå på gaden i samme form, som de
var blevet afleverede, der foregik ingen biltrafik, som gjorde dem
fladtrykte.
Far var skræddersvend, og som det var almindeligt dengang, syede
han hjemme med mor som medhjælp. Under ham sorterede det at
bruge symaskinen, og fra mine tidligste år husker jeg, hvorledes han
bandede på sit skånske mål og med specielle eder derfra, når han ved
petroleumslampens blafrende skær havde vanskeligt ved at se, især
når det var mørkt tøj, han arbejdede med. Han syede hvad man
kaldte »bestilt« arbejde, som skulle til prøve en eller to gange. Han
syede kun jakker, og det var i høj grad sæsonarbejde med megen
travlhed mellem påske og pinse, idet det jo dengang var almindeligt,
at folk skulle nyekviperes til pinse. Mesteren var Christiansen, der
havde forretning og værksted på en første sal i St. Kongensgade, lige
ved Kgs. Nytorv, men han havde dog ikke altid tilstrækkeligt arbejde,
og far supplerede så med også at arbejde for en anden mester, uden
at Christiansen vidste dette, og det kunne ske, at bestillingerne fra de
to mestre »overlappede« hinanden. I så fald måtte der arbejdes til de
meget sene, eller rettere tidlige timer. Jeg husker engang til klokken
4 om morgenen. De skånske eder blev da flittigt brugt, og det var
ligesom det hjalp. Uden for sæsonen supplerede far ved at sy kon
fektionsjakker, hånligt kaldet »klude«, for det var egentlig under vær-