174 / 239
172
HENRY ST JERNQV IST
ledning af, at man på skolerne fejrede 250 års dagen for svenskernes
storm på København i 1659.
En speciel type var gymnastiklæreren Herr Borre, en gammel un
derofficer. Han var meget nidkær og lagde prisværdig vægt på de frit
stående øvelser, men hans stilfornemmelse må have svigtet, når han
med et spanskrør sørgede for, at vi i spring over hest ikke blev sid
dende, men kom over. I de højere klasser gik vi til svømning på en
badeanstalt ved Langebro, og vi marcherede under hans kommando,
formeret som et kompagni og i trit, een, to, venstre, højre. For dem
af os, der trods hans ihærdige vinterundervisning i »tørsvømning«
endnu ikke kunne svømme, var det en blandet fornøjelse at stå stille
i vandet, hængende ved ribberne, en enkelt gang med en temperatur
på 9 grader. Men jeg husker hans pæne ord til mig, da jeg skulle for
lade Nansensgades skole: »Jeg håber, du bliver til glæde for dine for
ældre«.
I 5. klasse fik vi flere lærere, men jeg skal kun nævne Herr Hamme-
rich, der var meget inciterende og levende. Nogle gange kom han
ind på samfundslære, og det var lige noget for mig. Jeg imponerede
ham meget ved at vide alt om folketing og den slags.
Jeg har aldrig haft megen forretningssans, men engang ringede den.
Vi drenge spillede meget med Janter, »Toerter«, »Firerter«, etc., for
skellige slags uniformsknapper. Jeg var ikke god til det, men engang
fik jeg to kammerater til at gå med i en forening, hvor vi hver måned
indskød vor gevinst i en pulje, som vi så delte ligeligt ved månedens
udgang. Jeg havde skrevet lovene og jeg blev også valgt til kasserer.
Efter den første måneds udgang var min andel nogle og halvtreds
janter, men på vejen hjem spillede vi tre, og jeg tabte praktisk talt
hele gevinsten. Foreningen levede kun den ene måned.
To gange om året havde Skræddernes sangkor aftenunderholdning
og bal i Rømersgade 22. Lige fra mine tidligste år var jeg blevet taget
med, og jeg holdt ud til det sidste, d.v.s. kl. 4 om morgenen, underti
den med »en time til«, og bagefter spiste vi et par stykker smørrebrød.
Mellem dansene kurede vi børn frem og tilbage på gulvet, og i pau
serne samlede jeg ølpropper op - dengang var der ikke noget der hed
ølkapsler - som jeg derhjemme lod forestille soldater. Der var altid
en balinspektør, som med sløjfe på brystet skred op og ned ad gulvet
og konstaterede, at alt gik sømmeligt til. Hvad det altid gjorde. Jeg