179 / 239
ER INDR INGER I
1 7 7
næs, 15 km fra kolonien, kommanderede: »Holdt. Pissehelle.« Tænk
at en lærer kunne sige sådan noget - dengang.
Vi var jo udendørs det meste af tiden, og boldspil var der meget af,
især på Knudshoved. V i fik af og til besøg af Peter, en lille bold
ekvilibrist fra Nyborg. Jeg følte det som et ridderslag, da han, lige an
kommet fra byen, sagde, at det var et godt mål. Jeg havde spillet
venstre wing og var trukket ind mod mål, da en vildfaren bold ramte
mit hoved, hvorfra den af sig selv sprang ind i nettet.
I de sidste dage af juli 19 14 sad vi en aften udenfor og kiggede ned
mod købmandens bygninger i Asserbo. Mosekonen bryggede, og der
var fred i vore sind. Men få dage efter brød krigen ud. V i var meget
optaget af tyskernes overfald på Belgien og om Liége kunne modstå
deres stormløb. Da mor kunne fortælle, ved vor hjemkomst på hoved
banegården, at fæstningen stadig holdt, var jeg meget beroliget. Men
det var jo kun en stakket frist.
I 19 15 var jeg, sammen med to andre fra Forhhammersvejs mellem
skole kommet ind på Østre Borgerdydsskoles gymnasium som en slags
kommunal stipendiat. Jeg kom sådan set meget godt ud af det med
mine nye kammerater —og de var i hvert fald ikke så drillesyge som
dem i mellemskolen —men de var jo fra et helt andet milieu end det,
jeg var vant til at færdes i. De kom fra det bedre borgerskab, og jeg,
søn af en almindelig skræddersvend, følte mig altid noget fremmed
overfor dem.
Jeg var jo nødt til at holde mig i toppen hvad karakterer angik, og
det lykkedes da også, selv om jeg ikke kunne klare mig overfor Sigurd
Gjersøe. Han blev ved studentereksamen en suveræn nummer eet,
blev ingeniør og var derefter en halv snes år i Persien. Hjemkommen
blev han direktør for store selskaber, blev gift med Lilian, datter af
Salomonsen fra Richs-koncernen, men dræbt ved påkørsel af en cyk
list på Østerbrogade.
Som historielærer fik jeg O. Kaalund Jørgensen. Han var nok
særdeles reaktionær i sine anskuelser og udpræget engelskvenlig (han
var iøvrigt også engelsklærer), men han havde en eminent evne til at
levendegøre det historiske stof, i hvert fald for mig, og han accepterede
ganske mine modsatte synspunkter. Jeg holdt forbindelsen vedlige
med ham gennem mange år, og da vi ved studenterjubilæet i 1943
besøgte vor gamle skole, var det ham, som tog imod os. Som holdets