181 / 239
ER INDR INGER I
1 7 9
september mødte jeg på universitetspladsen min klassekammerat Ernst
Weiss, og vi talte jo om tingene. Han havde indskrevet sig som stud.
polit. og priste dette studium i høje toner. Det tyggede jeg på og gik
hjem og læste studieplanen igennem, hvorefter jeg næste dag gik op
hos universitetssekretæren og meldte mig fra og til. Fønss brokkede sig
og håbede, at jeg ikke næste dag kom igen og påny skiftede studium.
Det gjorde jeg altså ikke.
Forelæsningerne fulgte jeg, forsåvidt mit 4-5 timers arbejde som
altmuligmand hos overretssagfører Hallager tillod det. Fønnen var kun
40 pr. pr. måned, men det var mig en tilfredsstillelse at konstatere,
at min forgænger kun havde fået 30 kr. Det var Vagn Bro, og når vi
senere i livet mødtes, f.eks. i Den personlige Friheds Værn, hånede jeg
ham, fordi mit arbejde var blevet takseret 33 % højere end hans. Ved
nytår 1920 holdt jeg op med dette arbejde og koncentrerede mig om
studiet, og jeg fik da en pæn første karakter ved sommerens eksamen.
Derefter kom jeg ind i Det statistiske Departement, hvor lønnen var
det svimlende beløb af 150 kr. pr. måned for 6 timers arbejde. Jeg
kom i sekretariatet med fuldmægtig Nybølle som nærmeste chef, og
han gav mig frie hænder til omlægning af arbejdstiden, så jeg kunne
følge forelæsningerne. Han blev senere kontorchef og professor, og jeg
var en stor beundrer af ham. I slutningen af min studietid fik jeg
Kommunitetet mod at begrænse min arbejdstid til 3-4 timer daglig, og
først et par måneder før den afsluttende eksamen ophørte jeg med mit,
det må erkendes, lempelige erhvervsarbejde.
Jeg havde tidligt deltaget meget i politisk foreningsarbejde o.l., men
nu gav jeg mig også tid til at deltage i det mere frie studenterliv, og
jeg blev kontingentfrit medlem af Studenterforeningen. Jeg fulgte
meget interesseret de bevægede lørdagsdiskussioner på »Store sal«,
f.eks. engang, hvor Borgbjerg faktisk var i knibe overfor den unge
Christmas Møller. Årene efter krigens afslutning i 19 18 var jo fyldt
med begivenheder, og i første række var der problemerne i forbindelse
med Sønderjyllands tilbagevenden. Fra flere sider rejstes kravet
»Flensborg hjem«, hvad jeg var en stærk modstander af og i det hele
taget af den chauvinistiske tone, der prægede Studenterforeningen,
anført af fanatikerne fra Akademisk Skyttekorps. Jeg erindrer den af
ten, hvor der havde været afstemning i 2. zone, og hvor resultaterne
blev oplæst i den overfyldte sal. En tilhænger af »Flensborg hjem«,