177 / 239
ER INDR INGER I
1 7 5
Marie Kirkeplads, ved Istedgade. Der var blevet dannet førsteklasser
ved efter optagelsesprøver at samle elever fra alle de københavnske
skoler. Lokaliteterne var gammeldags, men efter et års forløb blev
skolen flyttet til Forchhammersvej, Dr. Starckes gamle skole. Den vir
kede helt moderne, og bygningsmæssigt er det den bedste skole, jeg
har gået i, bl.a. med brusebad efter gymnastik. Her fik jeg for første
gang sans for renlighed.
Der blev krævet meget af os, og vi havde et omfattende hjemme
arbejde. V i fik karakterbogen med hjem hver måned, og jeg gik i en
evig nervøsitet for stadig at holde mig på toppen. Det krævedes af
mine forældre, og det lykkedes mig i alle 4 år. Ved mellemskoleafslut
ningen var jeg lige ved at blive indhentet af en kammerat, der de før
ste år havde ligget i bunden af klassen, men nu var han sprunget
frem som en komet. Han ville dog ikke gå med over i gymnasiet -
eller var det forældrene, som ikke ville tillade det —og i stedet sluttede
han med realeksamen, hvor han fik 6 over hele linjen, bortset fra 5 i et
enkelt fag.
Jeg blev drillet meget med min store næse, og i selvforsvar udviklede
jeg mig så til også at blive en drillepind. Jeg ved ikke, om det kan ske
nutildags, men det var faktisk vor historie- og geografilærer, som lagde
for ved at give mig øgenavnet »Professor Gøg«. Han var meget sær
præget, det kan man godt sige uden at overdrive, men trods alt vel
lidt. Cand. theol. Edgar Aabye var gammel sportsmand med top
præstationer indenfor mange idrætsgrene, og han havde et fritidsjob
som sportsmedarbejder ved »Politiken«. Han har ikke været mere end
midt i fyrrerne dengang, men virkede som en olding, krumbøjet, hvid
håret med hængende moustacher. Han var den type af lærere, hvis
undervisning mest bestod i at »høre«, om man kunne lektien. Jeg ser
ham for mig, siddende på katedret med hovedet bøjet i hænderne,
afventende et svar fra den elev, der var stillet op i en krog med ansigtet
mod væggen. Når der var gået 5 minutter, uden at eleven havde op
lyst, hvornår Napoleon var født, f.eks., blev der med hul, men tydelig
stemme dekreteret: »NUL«. Hans specialitet var at anvende sine i
boksesporten erhvervede færdigheder til at slå på snuden eller i maven,
ganske vist aldrig med alvorlige følger, men det lykkedes ham dog
flere gange at få en næse slået til blods, og så var han egentlig stolt.
Jeg kunne ikke lade være at smile, da jeg mange år efter mødte ham