29 / 239
VOR FRUE K IRKES REL IKV IER
27
Både
reliquiæ
(flertalsform, hunkøn) og
reliquiarium
(ental, intet
køn) er ligesom
relicta =
enke og relikt (af
relictus
) afledt af det la
tinske verbum
relinquere =
at efterlade, at lade blive tilbage etc.;
re
liquiæ
anvendtes i senantikken dels om måltidsrester og dels om de
ubrændte rester af et lig. Udviklet fra den sidstnævnte betydning sej
rede i middelalderlatinen den betydningsnuance, at relikvier var de
døde helgeners legemer eller dele deraf eller ting, som havde været i
berøring med den afdøde, og som derfor måtte formodes at besidde
noget af den undergørende kraft, man tillagde helgenerne. Helgen
dyrkelsen var begyndt ved helgenens grav. I Rom opfattede man i de
første århundreder martyrgravene omkring byen og de store begravel
sespladser i katakomberne som ukrænkelige, mens man i den græske
del af romerriget tidligt begyndte at flytte og dele relikvier, for at byer,
der ikke var så heldige at eje en helgengrav, kunne få del i miraklerne.
I vesten fastholdt man længe gravens ukrænkelighed og nøjedes evt.
med »indirekte relikvier« såsom klæder og lignende, der havde været i
berøring med helgenen. Gregor af Tours fortæller bl. a. i sine mirakler,
at støvet fra St. Martins gravplade havde været årsag til adskillige hel
bredelser. Som helgenkulten vandt større og større udbredelse, blev der
knaphed på relikvier, men ved slutningen af det 4. årh. medførte bi
skop Ambrosius’ synskhed en række mirakuløse fund af helgengrave i
Milano og andre byer. Noget senere fandt man St. Stefans relikvier i
nærheden af Jerusalem, de blev efter østlig skik fordelt til en lang
række kirker og forårsagede mange mirakler, som biskop Augustin lod
beskrive. Da de romerske martyrgrave blev truet af goter og langobar
der, opgav man modstanden mod flytning, og de fleste helgengrave
overførtes fra katakomberne til byens kirker. Roms berømteste marty
rer var apostlene Peter og Paulus, martyren Laurentius og jomfruerne
Agnes og Cæcilie. Rom måtte efterhånden også selv medvirke til spred
ning af relikvierne, derved blev der basis for en lang række valfarts
steder rundt omkring i de nye kristne lande. Den undergørende kraft
lå i selve relikvien, uanset om man havde erhvervet den ved gave, køb
eller tyveri, som da franske munke fra Fleury hentede ordensfaderen
St. Benedikt og hans søster St. Scolastica i det krigstruede Monte Cas-
sino, eller da venezianerne bragte evangelisten St. Markus til Venedig.
Kristendommens udbredelse blandt de hedenske folk i det fjerne
nord skabte nye martyrer, men langt fra nok til at dække det stærkt