![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0025.jpg)
ER IK AF POMMERNS PR IV ILEG IER
23
for det bestående, kongemagten for at sikre sine toldindtægter og
borgerne for at bevare deres monopol på omsætning. Efter den ud
lægning, brevene har fået her, er der intet grundlag for at tillægge
Erik af Pommern noget initiativ endsige nogen samlet vidtskuende
plan til ophjælpning af byerhvervene.
Erik af Pommems breve til København er indlæg i den langvarige
kamp mod den undergravning af købstædernes handelsmonopol, som
bønder og fremmede købmænd havde begyndt mange årtier tidligere,
og som stod på endnu hundrede år senere. Kongen må fratages æren
som økonomisk banebryder. Hans breve betød hverken begyndelsen
eller slutningen på striden, men blot et foreløbigt højdepunkt. Deres
interesse ligger ikke så meget i deres retslige indhold, hvoraf kun lidt
var nyt, som i den for middelalderbreve usædvanlig ordrige skildring
af forhold, som ellers kun blev berørt antydningsvis. Heri skal man
sikkert søge en af årsagerne til den overvurdering, som især brevet
af 15. februar 1422 har været genstand for.
Kongens motiv til at sætte sig i besiddelse af København var magt
politisk. Københavns Slot var målet for hans stræben. Overtagelsen af
denne stærke fæstning var et træk i det storpolitiske spil om magten
i Østersøen, som kom til at dominere de sidste mange år af Eriks re
gering. Hvis der lå en plan bag, gik den ud på at befæste Øresunds
vestbred ved at overtage København og bygge det ældste Krogen.
Herved kunne han hindre, at der opstod en situation som i i36o ’erne,
hvor hansestædeme kunne berøve den danske konge alle vigtige mili
tære støttepunkter i Øresund ved at bemægtige sig den ene kyst.
Erik af Pommern lå til stadighed i strid med de nordtyske stæder,
men der er ingenting i hans købstadprivilegier, der tyder på, at han
har set en sammenhæng mellem storpolitik og økonomisk politik. Der
kan ikke læses nogen nationalistisk tendens ud af brevene. Ingen af
bestemmelserne kan siges ensidigt at ramme fremmede købmænd, og
de gæsteretlige afsnit tager på ingen måde sigte på at fordrive ud
lændinge eller lægge hindringer for deres færden i Danmark.