23 / 239
E R IK AF POMMERNS PR IV ILEG IER
2 1
vendes fra en købstad mod en anden. Det første var tilfældet ved Ny
borgs kamp for at fastholde Vindinge herred som opland.1 Det her
tugelige privilegium for Tønder 1354 var et forsøg på at vende en
del af den kongelige by Ribes opland mod det hertugelige Tønder.2
Disse kilder kan kun forstås, hvis man går ud fra, at byernes eneret
på handel var anerkendt, sådan som det var tilfældet i Sverige.3
Selvom landkøbsforbudet ikke udtrykkeligt nævnes i handelslovgiv
ningen, må det dog have været anerkendt i praksis, da der er andre
bestemmelser, som ville være meningsløse uden det. I stadsretteme fra
13. årh. gives omhyggelige regler for, hvilke varer fremmede købmænd
må købe og sælge i byen. I Københavns første stadsret fra 1254 står
reglerne i art. 4-5. Gæsterne må ikke sælge tøj i alenmål eller falbyde
fødevarer på torvet. De må ikke opkøbe ubehandlede skind, kom eller
andre landbrugsvarer på torvet. Det skal være forbeholdt borgerne,
som derpå kan videresælge varerne til eksport. Disse artikler gav be
skyttelse mod konkurrence udefra både til landboerne, som skulle sælge
deres produkter på torvet, og borgerne, som skulle være mellemmænd
mellem producenter og eksportører. Beskyttelsen ville imidlertid være
illusorisk, hvis de fremmede købmænd uhindret kunne rejse ud på
landet og gøre forretning med bønderne.
Der findes tilsvarende gæsteretlige bestemmelser i alle stadsretter fra
sidste halvdel af 13. årh. undtagen den berygtede Ribe stadsret, der
kun omfattede strafferet. Man må derfor antage, at købstædemes
handelsmonopol har vundet hævd samtidig med eller kort efter at
byerne blev udskilt som særlige retskredse. Grunden til at lovgivnin
gen ikke indeholder forbud mod landkøb må være, at der ikke har
været behov for at indskærpe det. Det behov opstod først omkring
midten af 14. årh., da der skete et opbmd i handelsvaneme. Skåne-
markedet mistede sin karakter af international varemesse, og fiske
riet bredte sig over hele Øresundsregionen og langs Skånes sydkyst.
Også varehandelen spredte sig og gav basis for opkomsten af nye byer
ved Øresunds kyster. Samtidig opstod imidlertid en række mindre
omsætningspladser på steder, hvor fiskerne søgte ind. Det var disse
»nye fiskelejer«, som gjorde byerne rangen stridig, og som disse derfor
ønskede at komme til livs ved hjælp af landkøbsforbudet. De stadig
hyppigere gentagelser af forbudet skal ses i lyset af den undergravning
af købstædernes stilling, som den stigende landhandel betød. Borgerne