22 / 239
20
JACOB B. JENSEN
Fremgangsmåden var sikkert den samme som for Helsingørs ved
kommende i 1426. Køgenserne har henvendt sig og bedt om en af
skrift af Københavns privilegier uden at kende indholdet og har mod
taget en kopi af det sidste åbne kongelige brev, København på det
tidspunkt havde fået.
Grunden til senere tiders alt for vidtgående tolkning af brevet blev
lagt med stadfæstelsen af 6. juni 1479, hvor det fejlagtigt kaldes »kong
Eriks åbne brev« og indholdet fremstilles som en total nyordning af
købstædemes næringsforhold.
V
Problemerne omkring landkøbsforbudet er ikke hermed fuldt afklaret.
Dette spegede emne skal ikke behandles udtømmende på dette sted,
men der skal gives et forslag til en ny måde at angribe problemet.
Det er overbevisende godtgjort af Jakob Pastemak og Orla Vester-
gaard, at forbudet ikke var nyt i 1422. Vestergaard har påvist det i
Valdemar Atterdags privilegier for de skånske byer o. 1360, men han
fastholder den kendte betragtningsmåde, hvorefter landkøbsforbudet
er led i en »radikal borgervenlig bypolitik«, som ville give købstæder
ne en nøgleposition, de ikke tidligere havde haft i omsætningen med
udenlandske købmænd, mens den traditionelle handel direkte mellem
udlændinge og landbefolkningen skulle afskaffes.
Imidlertid forekommer det, at problemet her er sat på hovedet, og
det skal foreslås, at man anskuer det fra det diametralt modsatte
synspunkt: Købstædemes handelsmonopol var det givne, og en til
tagende handel udenom byerne var det nye efter midten af 14. årh.
Borgerne var i en forsvarsposition og kæmpede for at bevare deres
hævdvundne eneret, som i stigende grad blev omgået af forprangere
og andre.
Forud for 1360 har lovgivningen ikke udtrykkeligt forbud mod
landhandel, men man skal være varsom med deraf at slutte, at enhver
frit kunne drive handel hvor og hvornår, han ville. Indskrænkninger
i handelsfriheden eksisterede i form af den såkaldte torvetvang, d.v.s.
påbud til beboerne i et bestemt område om at omsætte deres varer i
en bestemt købstad. Torvetvangen kan kun spores glimtvis i kilderne,
nemlig når nogen forsøgte at omgå den, eller når et område skulle