![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0017.jpg)
E R IK AF POMMERNS PR IV ILEG IER
15
bønder og forprangere besøgte. Byerne, kirken, adelen og kongemagten
fandt hinanden i forsvaret for byernes eneret på handel og modstand
mod bondehandel. Der er ingen grund til at betvivle, at man kun vil
nye handelspladser til livs, mens de veletablerede markeders ret ikke
bliver bestridt.
Når de klagende parter så udtrykkeligt bliver inddelt i to grupper,
skyldes det måske, at borgerne havde mere på hjerte end besværinger
over landkøb, nemlig rent indrekøbenhavnske problemer. Indlednin
gen oplyser intet herom, men det må være tilladt at slutte af bestem
melserne i brevets hovedafsnit, at der har været behov for regulering
af både håndværkernes og torvehandelens forhold. Det påhvilede som
nævnt borgerne selv at holde orden i og give regler for disse anliggen
der. Når de nu henvendte sig til kongen, var det ikke nødvendigvis for
at få nye bestemmelser, men for at få allerede givne love indskærpet.
Der har øjensynlig været problemer med at få nogle af dem overholdt,
og rådet bad derfor kongen stille sin autoritet bag dets egen. Dette for
klarer også, at hovedafsnittet kun omtaler landkøbsforbudet i forbifar
ten med en henvisning til indledningen. Overtræderne af dette forbud
færdedes jo ifølge sagens natur udenfor byens retsområde og kunne
ikke drages til ansvar på bytinget. Med deres henvendelse til kongen
ville borgerne opnå, at han retsforfulgte landkøbere ved de rette in
stanser. Dette brev, som var stilet direkte til borgerne i København,
kunne ikke bruges mod dem, men alene mod personer, som forbrød
sig indenfor bygrænsen.
Det er vanskeligt at afgøre, hvilke bestemmelser i brevet af 15. fe
bruar 1422, der er nye og hvilke, der er gentagelser. Vore byers for
fatningsforhold i middelalderen er meget dårligt oplyst, og de brud
stykker af rådslovgivning, der er bevaret i form af bursprog og vilkår,
er fra en meget senere tid. Nogle af reglerne kan dog spores i ældre
lovgivning. Forbilledet for landkøbsforbudet må således være rigsloven
af 1396 art. 1 1.4 Den udførlige bestemmelse om torvehandel er tyde
ligvis en skildring af de forhold, som lå bag den kortfattede art. 50
i stadsretten af 1294, om at gæster ikke måtte købe fødevarer i den
tid, som var forbeholdt borgerne. Kravet om at man skulle være bofast
i byen for at opnå borgerskab, må ses som en fortolkning af eller et
tillæg til art. 5, som foreskrev, at kun borgere kunne erhverve fast
ejendom i byen.