16 / 239
14
JACOB B. JENSEN
ne var den angrebne part, som forsvarede gammel praksis, mens byer
ne stred for en udvidelse af deres rettigheder med en monopolisering
af al handel på borgernes hænder som det endelige mål. De mener
dog, at landkøbsforbudet kan spores i lovgivningen tidligere end 1422.
Pasternak finder det udtrykt i Erik af Pommems købstadprivilegier
forud for 1422, mens Vestergaard finder det i privilegier allerede fra
Valdemar Atterdags tid og daterer »skellet mellem ny og gammel
handelsret« til tiden o. 1360.
Den aktuelle baggrund for brevet af 15. februar 1422 var efter
Jakob Pastemaks opfattelse en strid mellem adel og gejstlighed på den
ene side og købstæderne på den anden. Stridens parter havde gen
sidigt klaget over hinanden. De privilegerede stænder var utilfredse
med borgernes forsøg på at koncentrere omsætningen i byerne, mens
borgerne klagede over, at godsbesidderne drev handel udenfor køb
stæderne. Kongen får tildelt mæglerens rolle, og brevet repræsenterer
det forlig, han bragte i stand. Det ses som udslag af kompromis-ånden
i brevet, når landkøbsforbudet blev rettet mod »bønder og vomede«
og ikke storgodsejeme, som var de egentlige misdædere.
Efter det ovenfor givne referat af brevet er denne udlægning ikke
korrekt. Det er rigtigt, at der er to parter, der klager, nemlig dels
rådet, gejstligheden og adelen dels borgerne, men det siges klart, at
de klager over de samme forhold, nemlig at der ikke hersker »skelligt
regiment« med købmandsskab. Dette udtryk bruges i forbindelse med
begge klagerne, og det er utroligt, at det skulle være anvendt med stik
modsat betydning med få linjers mellemrum. Ydermere bliver det
begge gange fremhævet, at købmandsskab hører hjemme i købstæ
derne. Også det forhold, at klagepunkterne først bliver opregnet, efter
at borgernes klager er nævnt, må tages som udtryk for, at der her
skede enighed mellem de klagende grupper.
Adel og gejstlighed stod tydeligvis på borgernes side i denne sag.
Heller ikke senere forbud mod landkøb er rettet mod dem, men kun
mod bønder.3 De privilegerede stænder havde ret til selv at indføre
varer til eget forbrug. Denne ret blev ikke anfægtet i brevet af 15. fe
bruar 1422, som alene beskæftiger sig med en groshandel.
Striden stod mellem på den ene side købstæderne og de hævd
vundne markeder og på den anden side købmænd, der rejste rundt i
landet og handlede direkte med bønderne, og de nye fiskelejer, som