HøretOgOplevet

Kilder sprang uafbrudt, d. v. s. de kogte i Virkeligheden over med

smaa Mellemrum, men det mest interessante var selvfølgelig, om

det kunde lykkes at faa »Geysir« til at »springe«. Vandet i »Hullet«

naaede cirka et Par Meter fra Randen af »Brønden«. Islændingene

vidste, hvordan der var Mulighed for at faa »Geysir« til at springe.

Et Bundt Stangsæbe: Fire Stykker, cirka en halv Meter i Længden,

blev bundet sammen med en Snor saa lang, saa den rigelig kunde

naa tværs over Hullet. En Mand gik med den ene Ende til den

modsatte Side af Hullet, Snoren fjernedes, og Sæben, der laa i

det varme Vand, begyndte at opløse sig og dannede en Hinde oven

paa Vandet. Denne Sæbehinde lukkede for Luften, der boblede

op neden fra, og efter nogle Timers Forløb kunde man høre Drøn

nede i Jorden. Vi havde faaet Besked paa, saa snart disse Drøn lød,

skyndsomst at fjerne os, for at Vandet, naar det sprang, ikke skulde

skylle ud over os. Det var heller ikke nødvendigt at være i Nær

heden for at se det mægtige Skuespil, da Vandsøjlen stod højt op

i Luften og derefter skyllede ud til alle Sider.

Vi var selvfølgelig ogsaa paa det saakaldte »Lovsigebjerg« og

fik Forklaring paa, hvordan man i ældre Tid samledes dér og fik

de i Island gældende Love forelagt. Vi var et Par Dage paa Thing-

vallasletten, og den anden Dag foretog en Del af os en Ridetur

til Vandfaldet »Gullfoss«. Der var selvfølgelig Islændinge med os,

for der skulde rides med en vis Forsigtighed. Der var godt nok

en Ridesti, men naar man saa til Siderne, kunde man se flere Meter

dybe Kløfter i Klipperne og det klare Vand nede paa Bunden, saa

det gik ikke an at komme uden for den jævnede Ridesti. Det var

et prægtigt Syn at se Vandfaldet »Gullfoss«, dets mægtige Højde

og Skumhvirvlerne, som Vandet dannede, naar det var styrtet ned

i Elven. Langt imod Nord kunde vi se sneklædte Bjergtoppe. Vi

fra Danmark syntes, det kunde være interessant at se Sne om Som

meren, og spurgte de medfølgende Islændinge, om det kunde lade

sig gøre at ride hen til de sneklædte Bjerge. »Det kan det antage

lig godt, men det vil nok tage tre Dage,« svarede de. Saa klar

var altsaa Luften og saa skuffende nær syntes Sneen, saa vi troede,

det kunde lade sig gøre i Løbet af nogle Timer at ride derhen.

Da Opholdet ved »Geysir« var forbi, gik Turen for dem af os,

der red, øst paa ind gennem Landet. En stor Elv kom vi over.

Hestene var ikke vanskelige at faa ud i Strømmen, de var jo vant

til det, ja, hvad mere var, de kendte ogsaa til, hvordan de skulde.