64 / 234
sirede Hurraraab, her var der Stilhed. Ikke en Røst lod sig høre.
Naar man saa ned paa Mængden, havde man Indtrykket af, at de
saa forundrede paa Kongen og Prins Harald, Ministrene og os an
dre. Maaske kunde de ikke forstaa, at vi saa ud som almindelige
Mennesker. Kongen holdt sin Tale, Lagtingsmand Patursson sva
rede, og dermed var i Virkeligheden Modtagelsen forbi. Vi var i
hvert Fald nogle Rigsdagsmænd, der gerne vilde se noget mere af
Færøerne end selve Thorshavn, og fik derfor Lagtingsmand Paturs
son med paa en lille Tur i Omegnen. Vi sagde til Patursson: »Kan
det ikke lade sig gøre at komme ind i et Hus hos en almindelig
Fisker og se, hvordan han bor.« »Jo, det kan let lade sig gøre, vi
kan jo for Eksempel gaa ind i det Hus, der ligger nærmest ved,«
og vi gik indenfor. Fiskeren var hjemme, og Patursson fortalte ham,
at vi var nogle Rigsdagsmænd fra Danmark, der gerne vilde se,
hvordan han boede. Han bød os Velkommen og spurgte, om vi ikke
nok vilde nyde noget. Han satte et Fad med et røget Lammelaar
paa Bordet, en Kniv til at skære i det med, men intet Brød. I hvert
Fald nogen af os skar et lille Stykke af Lammelaaret, der smagte
godt, men stærkt røget var det. Mærkværdigt nok havde han en
Flaske Kognak og skænkede et Glas. Jeg ved ikke nogen Sinde, at
et Glas Kognak har smagt mig saa godt som den Gang, da jeg
skyllede den røgede Smag ned med det.
Skoleinteresseret som jeg var, bad jeg Patursson om at vise mig
en almindelig Landsbyskole uden for Thorshavn. Jeg gik ind til
Læreren og sagde ham, hvem jeg var, spurgte uden videre om,
hvordan det gik med Børnene, om de, naar de kom i Skolen, kunde
saa meget Dansk, saa Undervisningen, som det dengang var be
stemt, kunde foregaa paa Dansk. Han svarede meget aabenhjertigt:
»Nej, det kan den ikke, jeg er i hvert Fald nødt til at benytte det
færøiske Sprog det første Aars Tid, navnlig naar jeg underviser i
Religion. Jeg ved jo, at det ikke er lovligt, men saa længe de smaa
Børn ikke kan noget Dansk, og det kan de som Regel ikke, naar
de kommer i Skole, fortæller jeg for dem i Religionstimen paa det
Sprog, som Børnene kender.«
Om Aftenen, den Dag Kongebesøget fandt Sted, var der stor
Festlighed i et forholdsvis stort Lokale i Thorshavn. Ikke saa meget
med Mad og Drikke, ej heller med Taler, men derimod med Sang
og Sanglege. Færingerne kan synge. De har mange og lange Sange,
halvtredsindstyve Vers eller flere, nærmest som vore Folkeviser.