67 / 234
64
der var, for at faa alle Rigsdagsmænd med, sendt tohjulede Vogne,
en Mellemting mellem en norsk Kariol og en dansk Jumbe, med
et forudgaaende Skib til Island; de første Køretøjer, der var i Is
land. Man havde antagelig nogle Dage i Forvejen vænnet Hestene
til at gaa for Køretøjerne. Til dem af os, der turde indlade sig paa
at ride
det var forøvrigt de fleste af Rigsdagsmændene — var
der stillet Heste til Raadighed. De var samlet paa en Plads nede
ved Havnen, og de af os Rigsdagsmænd, som var Landmænd, var
forbavsede over, at de islandske Heste var saa store og velbyggede,
som de var. Vi kendte jo islandske Heste hernede i Danmark, de
var langt spinklere og daarligere at se til end dem, vi saa deroppe.
Jeg spurgte senere Købmand Tulinius, der dengang drev en stor
Handel paa Island og som gjorde hele Turen med, om, hvad en
saa god islandsk Hest kostede. Han svarede: »Omkring ved 600 Kro
ner.« Da jeg sagde, »at vi var jo ikke vant til i Danmark at give
mere end to-trehundrede Kroner for en islandsk Hest, men saa er
de jo heller ikke nær saa gode, som dem vi ser heroppe,« sagde
han. »Jamen, det kunde da heller ikke falde os ind her oppe paa
Island at sende de bedste Heste ud af Landet. Vi sender tværtimod
de daarligste.« Forøvrigt oplyste han for mig, at de Heste, som vi
havde faaet Lov at vælge imellem til den lange Ridetur ind gen
nem Landet, var samlet fra hele Island, og at nogle af dem havde
man endog redet med i seks Dage for at komme til Reykjavik. Til
hver Hest hørte selvfølgelig Saddel med Dækken. Vi fik udleveret
en Ridepisk: et kort sølvbeslaaet Skaft og en Snert, der var meget
længere og bestod af Læder. Ligeledes fik vi udleveret et Glas i
et fint Læderetui og med en Rem til at hænge over Skulderen. Saa-
vel Ridepisken som Glasset maatte vi beholde som et Minde om
Turen til Island.
For mig, der i sin Tid, omend for mange, mange Aar siden, havde
gjort Tjeneste i den danske Hær som Trænkonstabel, var det en
Tilfredsstillelse at komme til at sidde i en Saddel paa Hesteryg.
Det føltes helt hjemlig og som om det ikke var ret længe siden,
jeg havde redet paa en Hest. Vi begyndte med at se Omegnen af
Reykjavik, var ude ved de varme Kilder, hvor Vaskerkoner fra
Reykjavik vaskede deres snavsede Lagner og Pudevaar m. m. i
det varme Vand, der blev ledet imellem Stensætninger, saa det altsaa
stadig blev fornyet. Ligeledes saa vi Hospitalet for Spedalske. Den
gang var der ikke saa faa, baade Mænd og Kvinder i Island, der