22 / 185
står i skarp Modsætning til Kongens og Hoffets jævne
Udtryksmåde.
Blandt andet bruger Bispen Be
nævnelserne: „allerdurchlauchtigste, glorværdigste, stor
mægtigste, højsaligste“ om Kong Frederik den Tredje,
medens Hofdocumenterne betegne denne og de følgende
Konger som: „salige, i højlovlig Ihukommelse“ . Men
det særlige ved Bispens Tale er den Måde, hvorpå
han skildrer den enevældige Konges Stilling „i Over
ensstemmelse med Guds eget Ord“ , og den Religions
tvang, han stiller som Kongens første Pligt mod Gud,
idet han endog kræver Livsstraf for gentagen Hellig
brøde. Talen gengives her i et stærkt sammentrængt
Uddrag, kun Indledningen er overensstemmende med
Originalen:
„Stormægtigste Monark, Højbårne Arve-Konning,
Allernådigste Herre!
„Eders Kongelige Majestæt haver nu præsenteret sig
på denne vor glædelige Festdag for den allerhøjeste
Kongernes Konges guddommelige og forfærdelige Ma
jestæts Øjne og Asyn i dette hans ypperlige Hus, hans
evige Helligheds og Herligheds Bolig, hvor han selv
haver sat sit Navn evindeligen og lovet, at hans Øjne
og hans Hjerte skulle være der alle Dage. Og nu vil
Eders Kongelige Majestæt åbenbarlig vidne for samme
almægtige Gud, for de hellige Engle, som her i Mang
foldighed ere til Stede, og for den hele christne Me
nighed, at Eders Majestæt er en ret christen og gud
frygtig Konge, som med høj berømmelig kongelig De
votion, Gudelighed og Andagt indstiller og ydmyger
sig for sin Gud og Herre og taknemmelig erkender, af
ham alene at have annammet og erlanget det kongelige,
souveraine Arve-Regimente og Enevolds-Herredømme