28 / 185
14
ior let. Dit Kongerige er adskilt og given de Meder
og Perser.
„Endelig hvad Undersåtterne angår, da skal Kongen
erindre, at han selv er et Menneske og Døden under
given, og at de ere Mennesker, som han er sat til at
regere over, og han skal mindes Kong Davids Ord.
som han taler til Stænderne på Kigsdagen i Jerusalem,
hvor han kalder dem sine Brødre og sit Eolk. Thi
det er ikke Gud behageligt, at de høje Potentater
bruge deres Overmagt til Vold og Tyrani men hellere
de Gode til Forsvar og Belønning og de Onde og
Modvillige til Straf og Hævn; thi Løn og Straf ere
de tvende Støtter, som opholde et godt Politi og et
lovligt Regimente.
„Men såsom Moses slutter Guds Lov over Kongen
med den Forjættelse, at han må forlænge sine Dage
i sit Kongerige, og såsom vi ved Guds Nåde ere for
vissede om, at Eders Kongelige Majestæt stedse vil have
Guds Lov og Anordning for Øje og efterleve den med
Flid, da ville vi ønske og bede, at Kongens Dage må
være som Himmelens Dage på Jorden, og sige med
Psalmisten: Herre, lad Kongens Æ t blive evindelig og
hans Trone som Solen for Dig; lad hans kongelige
Afkom befæstes som Månen stedse og altid og som
det standhaftige Stjernernes Vidne i Skyen. Selak.“
Da Talen var til Ende, gjorde Bispen af Sta
vanger en dyb Reverents for Kongeloven, som stod på
Alteret, og tog den ud af Foderalet, hvorpå han og
Bispen af Arhus holdt Bogen for Bisp Wandal,
som oplæste Loven fra Ende til anden, og da Bogen
atter var lagt på Alteret med dyb Reverents, og Sjæl-