33 / 185
1 9
Gyd Himmel Nåde ned af alle dine Kanter
Og hæv et Øje på de vide Trone-Planter,
Som sig ved denne Dag skal fæste stadig Kod
Og sprude Grene frem af lutter Kongeblod.
Del Himmel og et Blink udaf en lyksom Stjerne
Med mig, som ikke kan, men vilde dog så gerne
Tilegne denne Dag sin ret livagtig’ Skik,
Da Nordens Arve-Søn med egen Krone gik.
Je g finder vel mit Fejl, dog vil jeg trøstig blive;
En grov Metalle-Pind den bedste Sole-Skive
Med skæven Skygge har og ofte peget på
Og vist med dunkel Streg, hvor klarest Dage gå.
0 Danmarks dejlig’ Dag, hvis Lige kan ej findes
1 rune-huggen Sten, og aldrig nogen mindes
Fra første Folke-Bo, og ikke siden Dan
Sad op på Kongestol og tog sig Riget an.
Lad samles op igen den værdig’ Kongeaske;
Lad længst omfalden Spir og gamle Kroner braske
A f fordums Herlighed; dog ejer ingen mer
End den, som Frihed sin omkring sin Trone ser.
Man ser her på en Spejl i Himlens store Fæste
En eviglænket Fred til Verdens Gavn og Bedste,
Det prægtig’ Stjernetal, hver i sin Orden står
Og uden Herrebud et Stråbred aldrig går.
Der træder Solen frem med Prunk og Konge-Fore;
Strax falder Ydmyghed på både Små og Store;
De Stjerners Blink og Brask forblegned’ svøbes ind,
Til Kongen vender sig og får et andet Sind.
I hvert et Himmeltegn han Frihed har at løbe;
Han kører frejdig om og bruger flux sin Svøbe;
E j nogen siger nej og hindrer ham en Fod;
E j Skorpionen selv tør Stjerten vende mod.
*
Så mangt et Nåde-Blus og himmelgunstigt Øje
Han plejer til sit Folk imidlertid at bøje,
Hans majestætisk’ Bryst er eirkelfuldt af Magt;
I hver en Stråle er en kraftig Virkning lagt.
2
*