35 / 185
2 1
Så har og Himlen selv Dit Regimente skikket,
Stormægtig’ Konge, som skal aldrig blive vrikket.
Du, Du, Vor Nordens Sol, med Solen bliven fuld
På denne salig’ Dag af Dyders Stråle-Guld.
Gid nu det Kæmpe-Blod og store Konge-Olde,
Som Danmark haver haft med Norrig udi Volde,
A f Støvet kunde se, hvor Du Dig gjorder om
Med Nordens Herlighed, Din Arv og Ejendom.
Det modig’ Sjæle-Tal sig skulde lade platte
I Støvet ned igen, af Hænder skulde dratte
Al fordums Herremagt, når de kun spejled’ sig,
0 store Christian, et lidet Glimt i Dig.
Så mangen salvet Arm med Sværdet har omfejet
Og med sin Kæmpekraft sin Fjendes Hals afmejet.
1 Rommer-Marken står endnu vort blodig’ Spor;
I alle Naboland den danske Sejer bor.
Dog vilde Lykkens Gnist af intet Harnisk springe;
Så lyksom bandtes ej ved Side nogen Klinge,
At Kronens Arveret den kunde loddes på
Den lange Kongeslægt og uforandret stå.
Vor salig’ Frederik, Dit Hus til evig Lykke,
Såsom i Live Du varst et Afmålings-Stykke
På Dyd og Fromhed selv, på Herrens sande Frygt,
Så blev Din Tinding og med Arveret omtrykt.
Nu går i Dag Din Søn omkronet, alle Vegne,
Som Solen med sit Lys. Se, hvor han sig kan hegne
Med begge Riger om; opkiltet med sit Sværd,
Den ene Hånd hans Spir, den anden Æblet bær.
Her er de største Ting, som Verden har i Eje;
Her er de største Pund, som Gud kan ene veje;
Her er eu Krone fuld af Ædelstenes Pragt. —
Gud krone Kongen så med Ære, Sejer, Magt!
Her er så blankt et Sværd, — Gud hærde selv dets Ægge,
A t derved bæve må hans Fjenders Hjærte-Vægge!
Her er en gylden Spir. — Gid Rettens Spir må stå
I Kongens højre Hånd og aldrig under gå!