39 / 185
ner, at ligesom Frelseren bar det genfundne Lam på
sine Skuldre, således skal Kongen være en Fader for
sit Folk og bære de Svage i Nåde og Tålmod1). —
Armen salves, fordi Magten skal være Kongen hellig,
så han ikke' misbruger Sværdet enten ved at drage det
eller lade det hvile i urette Tid, ej heller ved at holde
Kød for sin Arm og pukke på sin Vælde.
Ved Christian den Femtes Salving afveg Bisp Wan-
dal fra den traditionelle Forklaring af Kegaliernes Betyd
ning, idet han sagde, at Kronen var Tegn på Kongens
Herredømme over Undersåtterne, og Ædelstenene Sind
billeder på hans kongelige Dyder. Med Hensyn til Æblet,
Scepteret og Sværdet samt Udtydningen af Salvings-Acten
holdt han sig derimod i Hovedsagen til den sædvanlige
Forklaring. — Han talte selvfølgelig ikke sa frimodig
til Kongen, som det før havde været Skik; men når
Renaissance-Tidens Tankegang i det Hele taget ligger
vor Tids nær, medens det følgende Århundredes ofte
vækker vor Uvilje, så er det dog værd at mindes med
Henblik på det Emne, her omhandles, at det var
Kingo, der sang:
Kroner og Scepter i Demant-Spil lege,
Leg er dog ikke den kongelig’ Dragt.
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfuld Omhu i Scepterets Magt.
Til yderligere Belysning af Arve-Kongens Salvings-
A ct. og særlig for at fremhæve Forskellen mellem
25
i) Bugenhagen føjer til, at sådant Regimente medfører Møje
og Fare, som Kongen skal tage på sin Nakke: „Das die
Bawren und gemeiner Man, ihr kennigen (Kånchen) Bier
mit frewden trincken“.