43 / 185
29
I Overensstemmelse med gammel Skik slog Kon
gen Riddere, før han forlod Kirken.
Derefter red han — i kongelig Pragt — tilbage
til Slottet, hvor der var anrettet et prægtigt Gæstebud,
og Festlighederne bleve nu fortsatte i flere Dage med
Ridderspil og anden Lystighed.
Ved Kronings-Acten fandt der altså en Ordination
Sted, for hvilken Ceremonialet var den lovbundne Form.
Hvor omhyggelig denne var gennemført, ses måske bedst
a f Titulaturen, idet — som allerede sagt — Tiltale-
Formen „Eders Nåde“ ombyttedes med „Eders Maje
stæt“ i det Øjeblik. Kroningen var foregået, hvad der
sikkert viser, at den udvalgte Konge i Tidsrummet,
der lå mellem hans Forgængers Død og Kronings-
Acten, endnu ikke var i Besiddelse af fuldstændig kon
gelig Værdighed.
Helt anderledes stillede Forholdet sig, efter at
Arveretten var trådt i K raft, og Kongen var i fuld
Besiddelse af Majestætens Værdighed fra det Øjeblik,
hans Forgænger døde.
Da han var født og båren
til en Stilling, som overtoges ved Ar v, modtog han
denne umiddelbart af Gud, uden at Mennesker var
Mellemmænd; altså kunde der ikke være Tale om, at
Undersåtterne skulde indsætte ham, og derfor faldt
Kronings-Acten bort. Når det er sa almindeligt, at
det næsten er Sprogbrug, at tale om Ch r i s t i a n den
F e m t e s og de efterfølgende Kongers „Kroning“ , er
dette følgelig urigtigt.