46 / 185
32
mærke, at fø r Enevældens Indførelse vare Reglerne
endnu langt strængere1).
Selv den Ringeste i Landet kunde få Christian
den Femte i Tale. og i den pragtfulde, forgyldte R ide
stald flokkedes de Nødlidende om Kongen og modtog
rigelige Gaver.
Snart var det Fattige og Krøblinge,
snart Folk, hvem en eller anden Ulykke var overgået,
der bad Kongen om H jæ lp2).
„Rangonerne fra Tyrkerne“ vare i den Tid en
almindelig Almisse.
Snart var det Hustruen, der
rejste Landet rundt for at tigge sin Mand fri, snart
Søsteren, der samlede ind for at løskøbe sin Broder. og
atter her have vi Bevis på. hvor uretfærdig den Dom
er, der i Almindelighed fældes om Kongen, idet en
tysk Adelsdame ikke fik større Hjælp end en dansk
Matroskone. løvrigt forekomme Bidragene til Ran
gonerne hyppig i Arene 1672—76, og den Gang vare
de i Reglen paa 40 Kroner i vore Penge.
Så stan
sede de indtil 1685. F ra den Tid og til Kongens Død
forekomme de atter, men i mindre Antal, og det var
rimeligvis en Følge deraf, at de steg til 200 K ron e r3).
Der var ingen Assurance på Christian den Femtes
Tid. Når Folk, som ellers vare velhavende, ramtes af
en eller anden Ulykke, bødede de på denne ved L o t
terispil, og glemte ikke at gøre K rav på Kongens
Kasse, når de stod i nogen som helst Forbindelse med
Hoffet. Sukkerbageren satte Skueretter på Spil, Con-
terfeyeren Skilderier, og den blinde Snedker i Rosen
borghave mødte A r efter A r med et Kunstskab. 1690
0 Ceremonialia.
2) Pax-ticulairk. .Regnsk.
s) S. St.