30 / 185
16
sin Gud og Herre, samt den højpriseligste Devotion
og Andagt, som Hans Majestæt der lod til Syne med
meget andægtige, dog milde og helt majestætiske Miner.
Sandeligen, den største Del af de Nærværende, deres
Øjne løb over af hjertelig Glæde og Fornøjelse, der
de så dette gudelige og frydefulde Syn.“
Da Overkammerherren havde åbnet Kongens Trøje,
knælede Christian den Femte. Bisperne trådte frem
for Hans Majestæt med dyb Reverents, og Bisp
Wandal dyppede sine Fingre i Buddiken og salvede
Kongen, idet han sagde: „Stormægtigste Arve-Konning,
Allernadigste Herre! Eders Majestæt salves nu af den
allerhøjeste Gud selv ved mig hans ringe Tjener både
på Eders Majestæts Hoved og på Eders Majestæts
Bryst, desligeste og på Eders Majestæts højre Hånd
led, pa alle Steder korsvis, og det i den højværdigste og
allerhelligste Trefoldigheds, Gud Faders, Gud Søns
og Gud den Helligånds Navn. Amen.“
Da Salvingen var foregået, tog Kongen atter sine
Regalier og satte sig på Tronen, og dernæst forklarede
Johan Wandal Salvingens Betydning.
Derpå sang Choret en Motet af Davids 45. Psalme,
og nu velsignede Bispen Regalierne, udlagde deres
Betydning og endte med en Bøn og med det Udråb:
„Længe leve og lyksalig vorde Kongen! Kongen leve
længe og blive lyksalig evindelig!“ Alle Tilstedeværende
svarede med et lydeligt „Amen“ , og endelig sluttede
Bispen med „Amen, i Jesu Navn Amen.“
Dernæst vendte alle tre Bisper sig om mod
Alteret og messede i Forening med Choret: Te Deum
laudamus, hvorpå Bisperne atter vendte sig mod Kongen.