146 / 232
KASPAR ROSTRUP
145
Snedkerlavs Jubilæum i 1904: „Hojt leve vort gamle „hojlovlige" Lav Leve vort
Lavs Traditioner1. Og ud herfra ser han da ogsaa Haandværkerforeningens
Kamp i 1856 og 1857 mod Næringsfriheden som en Kamp mod doktrinære, helt
akademiske Teorier, der desværre førte Sejren hjem. I hans Sang ved Haand
værkerforeningens 70-aarige Stiftelsesfest den 20. November 1910 hedder det i
Overensstemmelse hermed: „Hvad gjaldt vel Haandværksmænd i hin skjonne
Frihedstid Mod Herrerne i Aandernes Rige“ , og hans Anskuelser i saa Hen
seende kan føres meget længere tilbage. Allerede ti Aar for kan der findes
Udtryk for dem. Det var ganske i hans Aand, da en Damekomite ved Forenin
gens 60-Aars Fest den 20. November 1900 skjænkede den et under Professor
Hans Tegners Ledelse udført, skjont broderet, rosenbestrøet Banner, og natur
ligvis gjorde han derfor alt Sit til, at Begivenheden kunde blive Foreningen til
Ære. De traditionelle sidste tre Som bleve paa festlig Vis slaaede i Fanestangen
af ingen ringere end Indenrigsministeren, nuværende Gehejmeetatsraad L. Bram
sen, Kjøbenhavns Overpræsident V. Oldenburg og Kjøbenhavns Haandværks-
Borgemester Etatsraad Th. Dybdal, og derpaa kom en Tale af Formanden. Nu
havde Foreningen et Banner at samles om, det skulde da vises, hvad det vajede
over, og han gjennemgik i den Anledning Foreningens Historie. Han delte den
i tre Afsnit, det første, da den kæmpede mod Næringsfriheden, det andet, det
stille Afsnit, da den begyndte at fremme Dygtighed hos de Unge og at yde de
Gamle Hjælp, og det tredje, nærmest hans egen Tid, som han kaldte den fri
villige Organisations- og Haandværkerbevægelses-Tid. Med Hensyn til det første
Afsnit er det nu, at han ikke uden en vis Bitterhed gjor gjældende, at Foreningen
her maatte kæmpe forgjæves „mod de voldsomme Frihedsbevægelser, der vilde
omstyrte alle de gamle Skranker", men, fojer han glad til, nu syntes Udviklingen
„at skulle give Foreningen Ret i sin Opfattelse af den faglige Organisations Be
tydning og i sin Frygt for Individets ubundne Frihed".
Rostrup voxede fyldigt sammen med sin Forening; og hvad var det da, at
Haandværkerforeningen skulde? Han nævnte det i sin Udsigt over Foreningens
Historie, som han senere nævnte det i sin Tale ved Mindefesten for Kramp:
Organisation af de Arbejdende, Oplærelse af de Unge og Understøttelse af de
Gamle. Organisationssagen er omtalt ovenfor, saa her skal kun, hvad der ikke
er helt uden Interesse, gjores opmærksom paa, at Tidsskriftet „Arbejdsgiveren",
Arbejdsgiverforeningens Organ overfor baade Industri og Haandværk, væsentlig
blev det Blad, hvori man saa at sige kunde følge „Haandværkeren" Rostrup i
19