148 / 232
KASPAR ROSTRUP
147
trøsts Gaard ved Afsløringen af Ettes Buste er nævnt tidligere. Han var gjærne
med i alt det Arbejde, Stiftelsen krævede. Dens to Inspektører vidne da ogsaa
ved hans Død, at han omfattede Alderstrøst med en ikke ringe Interesse, storre
end Mange anede, og at han særlig blandt den ældre Generation var en kjær-
kommen Gjæst, naar han aflagde smaa Besøg enten ved et Kvartalsmøde eller
paa en storre Mærkedag for en af Beboerne. Han gjorde ogsaa her sin Pligt, og
derfor staar den Buste, der nu vil blive rejst for ham derude, paa rette Plads.
Svarende til Busten i Alderstrøst hænger der et Maleri af ham i Haand-
værkerforeningens Lokale. Det blev overrakt ham, da han i 1906 havde været
Foreningens Formand i ti Aar, og var en Gave fra hans Venner i den; Knud
Larsen havde malt det. Det var med sympatetiske Ord, at Hof-Møbelfabrikant
Louis Larsen, Repræsentantskabets daværende Formand, afslørede det. Ja,
selvfølgelig maatte Rostrup have Venner, endog mange Venner i Haandværker-
foreningen; hvor han end kom hen, flokkedes der jo Venner om ham. Hans
aabne Natur og livlige Sind førte det med sig. Han nød derfor ret de smaa
Rejser, han paa Fællesrepræsentationens eller Arbejdsgiverforeningens Vegne
gjorde til Provinserne, til Sverige eller Norge, han holdt af at komme til Møde
og til Fest, og saa elskede han desuden at se skjon Natur. Derfor gjorde han
ogsaa andre Smaarejser sammen med et Par Venner eller med sine Born; hans
Hustru havde han haft den store Sorg tidligt at miste, hun døde allerede den
15, Maj 1891. Med sine Døtre besøgte han f. Ex, Holland, sammen med fire
Venner saa han Norditalien, og endnu den sidste Sommer, han levede, gjorde
han efter at have været til tysk Snedkermøde i Eisenach sammen med de to
andre danske Deltagerne i dette Møde en Tur gjennem Thuringen. Han var
den Gang 65 Aar, og det var, som om han vilde prøve, om han endnu havde
sine gamle Kræfter, Han vilde gjore Turen tilfods, og han følte sig baade stolt
og glad, da han trods alle Besværligheder en varm Sommerdag naaede op paa
Inselbergs Top og derfra nød den storslaaede Udsigt over den skjonne Egn. Jo
han havde Kræfter endnu. Og saa kom Døden dog pludseligt over ham ikke
længe efter. Den 7. Januar 1911 blev han reven bort efter kun i tre Dage at
have været syg af Lungebetændelse.
Det pludselige Dødsfald gjorde et stærkt Indtryk. Det strommede ind med
Udtalelser, der viste, at der var lidt et Tab, at Tabet var stort, ja storre end
Mange anede. Rostrups fordringsløse Væsen havde gjort, at det ikke altid mær
kedes, at han udførte et endog stort Arbejde, I saa Henseende er en Udtalelse
19*