149 / 232
af Etatsraad Niels Andersen af Betydning. Efter at have nævnt en Række
gode Egenskaber hos Rostrup fortsætter han: „Disse fortrinlige Egenskaber gjorde
Rostrup til en ideal Næstformand, men hvad jeg personlig ganske særlig maa
paaskjonne, men som jeg maa bekjende, at jeg næppe nogensinde har været
taknemlig nok for for nu ved hans Dødsbaare, det er den uskromtede Bered
villighed, hvormed han i gjentagne, ret langvarige Perioder tog hele min Gjerning
paa sig og saaledes gjorde Fyldest baade for Formand og Næstformand under
mine Sygdomsperioder. Derfor skylder jeg vor afdøde Ven mere Tak, end jeg
nogensinde har bragt ham i levende Live, navnlig fordi jeg endnu i de nævnte
Perioder følte Trang til at fortsætte min Gjerning. Dette forstod Rostrup og
fojede sig beredvillig derefter".
Til denne Udtalelse skal her endnu fojes en anden. Mellem de mange
Tillidshverv, Rostrup beklædte, er der eet, som ikke er nævnt ovenfor, og som
dog muligvis var det, han satte storst Pris paa. Fra 1896 til sin Død var han
Formand i Møbelsnedkernes og Stolemagernes Voldgiftsret, stadig enstemmigt
valgt af baade Mestere og Svende, og ved hans Død skrev Formanden for
Snedkerforbundet Martin Petersen i „Træarbejderen" en Artikel til hans Ære,
hvori det bl. A. hedder saaledes: „Rostrup var jo Jurist, og der er jo ingen
Tvivl om, at hans juridiske Uddannelse ofte er kommen ham til god Nytte, ogsaa
her i Voldgiftsretten; men det skal siges, at han brugte ikke Prokuratorkneb
eller nogensinde gjorde Forsøg paa at stikke Noget under Stolen for at „redde
Postelinet" for sine Kolleger; aabent og dristigt søgte han at vise begge Sider
frem af enhver Sag, og man behøvede ikke, saa længe han sad paa den Plads,
at frygte for, at der var dobbelt Bund i hvad han sagde. Rostrup vaagede over
Rettens Værdighed med en vis Ømfindtlighed, og hvis nogen af den Masse Men
nesker, som gjennem Aar og Dag mødte for Retten for at afgive Erklæring,
vovede at optræde med mindre Takt, end Rettens Værdighed krævede, saa kan
det nok være, at der vankede „Kanel" og ikke mindst, hvis det var en Mester.
Rostrup, der var en udpræget Selskabsmand, havde indført den Kutyme, at
Rettens Medlemmer en Gang om Aaret samledes paa Lavshuset til en selskabelig
Sammenkomst, Han motiverede det med, at det var nødvendigt mindst een Gang
om Aaret at holde en saadan Forsoningsfest, for at den Vrede, som de mod-
staaende Anskuelser i Aarets Løb havde samlet, kunde ofres paa Glædens Alter",
Det er ejendommeligt at høre saadanne Ord om den Mand, der var med
at skabe en Arbejdsgiverforening og døde som dens Formand, men de vise, at
148
KASPAR ROSTRUP