235 / 290
228
Meningerne var stærkt delte. Selskabet sluttede sig nærmest til Engelsted imod
Mourier og Giersing, der havde talt mod denne Form for Kontrol. Nogen særlig
Betydning kan man dog neppe tillægge denne Diskussion. C. J. Salomonsen
viste i 1883 sin store Interesse for Universitetsforhold i et Foredrag om den
medicinske Undervisning, i hvilket han navnlig paaviste de Ulemper det med
førte, at de to Dele af Embedseksamen kun var adskilte af ét Aar.
Man blev mindet om Fortiden i 1880, ganske vist ikke paa nogen ubehage
lig Maade, men dog paa en, der kom til at genere en Del. Det antropologiske
Selskab i Paris vilde nemlig rejse et Mindesmærke for
Broca,
og var kommet
i Tanker om, at han havde været Medlem af det kongelige Selskab. Nu bad
man, om det vilde deltage i en Indsamling til Fordel for det kommende
Monument.
Carl Lange
fandt, at her var en udmærket Lejlighed til at minde
om sin Eksistens og at Medlemmerne burde give et Bidrag, hver efter sin
Evne, men Formanden,
Howitz,
mente, at Henvendelsen var sket til Sel
skabet, og dette burde derfor bidrage som saadant. Brocas Stilling til det
kongelige medicinske Selskab var klar nok og Arven kunde man ikke vise fra
sig; han vilde lade det staaende Udvalg afgøre Sagen. Diskussionen blev
ganske pudsig, for det viste sig, at man var i højeste Grad villig til at »tage
Arven op«, naar det drejede sig om at modtage Boggaver og lignende, men
var ganske uvillig, naar der var Tale om at give Penge ud. Skønt Panum
talte imod og Hornemann ikke yndede Monumenter, blev det dog efter en tem
melig ivrig Kamp vedtaget, at bidrage med 500 Francs og at ledsage dem med
en Skrivelse i hvilken man ikke vilde gaa i Detailler, det vil sige, at man ikke
vilde meddele, at det kongelige medicinske Selskab ikke eksisterede mere, og
at man ikke optog nye udenlandske Medlemmer mere, men lod de gamle dø ud.
Læsestuen havde siden sin Oprettelse eksisteret som selvstændig Insti
tution, men opretholdtes bl. a. ved et Tilskud fra Medicinsk Selskab. De
økonomiske Forhold var ikke glimrende og nogen Driftskapital ejede den ikke.
For at holde den oppe, foreslog Formanden,
Stadfeldt,
paa Generalforsam
lingen 1879, at man skulde anvende en Del af Selskabets Formue til Under
støttelse af den. Panum støttede dette Forslag, hvad der var rimeligt, da han
jo havde saa stor Del i dens Oprettelse, men Overlæge
I. P. Poulsen
var stærkt
imod det, bl. a. fordi »man skulde læse saa faa Tidsskrifter som muligt.«
Da det oplystes, at Læsestuen vilde gaa fallit, hvis den ikke blev hjulpet,
besluttede man at bevilge 200 Kr. straks og at henvise Spørgsmaalet om at
bevilge en større Understøttelse til det staaende Udvalg, der skulde aflægge
Beretning paa den næste Generalforsamling. Nogen saadan synes dog aldrig at
være fremkommet, men det blev foreslaaet at bevilge 200 Kr. aarligt i to Aar,
skønt det oplystes, at Læsestuen blev saa sparsomt besøgt, at det egentlig kun
var
Leopold Meyer
og nogle Svenskere, der kom der. Derimod nærede Byens
praktiserende Læger Interesse for den; de fremlagde der de Tidsskrifter, som
de holdt privat.