27 / 290
23
Omend Tode og Callisen var ligestillede som Formænd og begge med stor
Interesse deltog i Forhandlingerne, faar man dog det Indtryk, at sidstnævnte
ha r baaret en meget stor Del af Arbejdet paa sine Skuldre. Der var kun en
Mening om det fortrinlige Arbejde, som Callisen udrettede som Formand
og det er sikkert ikke Mundsvejr, naar Tode siger, at han bidrog »med den
redeligste Flid den utrætteligste Virksomhed og den varmeste Deltagelse i
den studerende Ungdoms Undervisning«. Han præsiderede — efter 1774 —
ved 67 Disputationer, der bl. a. afholdtes af alle dem, der efterhaanden kom
til at indtage de mest fremragende Stillinger indenfor den Tids danske Kirurgi.
Blandt Forfatterne til disse Afhandlinger findes Folk som
Winsløw, Schuma-
cher, Sibbern, Falckenthal, Jacobsen
og
Weinbrenner
(44).
Callisens Udnævnelse til Formand sammen med Tode betød derfor ogsaa
en betydelig Tilgang af Medlemmer, men det skulde snart vise sig, at Sel
skabets bedste Tid var forbi. En Liste over Antallet af nyindmeldte for hvert
enkelt Aar gør dette klart:
1771 indmeldtes 17 Medlemmer
1777 indmeldtes 10 Medlemmer
1772
19
»
1778
7
1773
7
1779
»
3
1774
24
1780
»
6
1775
12
1781
»
3
1776
3
1782
»
»
Da Tode i 1782 for anden Gang skriver sit Kælebarns Historie (45)
Afgangen ved Befordring, Forflyttelse, Bortrejse med Skibene til de fjærne
Verdensdele og ved Død bleven saa stor at det kirurgiske Selskab trues med
Undergang. Han nærer dog et ringe Haab om, at Fædrelandets Fader og
Videnskabernes Beskytter allernaadigst vil komme til Hjælp, ligesom han
antager det rimeligt, at de Herrer Direktører og Negotianter, der antage Skibs-
kirurger, maa vide, at det at have været Medlem af det chirurgiske Disputere-
selskab var »en særdeles Tillidsgrund«, en Kvalifikation, som man vilde kalde
det nu til Dags.
Todes Forhaabninger skuffedes. Hverken Kongen eller Negotianterne
kunde hjælpe, og de vilde maaske heller ikke. Der var nemlig den særlige
Grund til Tilbagegangen, at de udenlandske Kirurger kom paa den Tanke,
at det ikke kunde nytte dem noget at melde sig ind, da de ikke kunde vente
at blive befordrede her i Landet. Forhandlingerne om Ordningen af Medicinal
væsenet (46) var ganske vist ikke afsluttede — Tode deltog som nævnt i
dem — men saa meget troede man at kunne vide, at det ikke var nogen
gunstig Vind, der blæste paa Udlændingene. Embedslægevæsenet uddannedes
netop i de Aar, der her er Tale om, til den Form, der først blev ændret i vor
Tid, og der vilde blive en Mængde Stillinger for Kirurger, men disse, saa
man godt, vilde blive forbeholdt de indfødte, hvis det blot var muligt. Disse