28 / 290
24
Stillinger brød Kirurgerne fra Udlandet sig i det hele ikke meget om, da der
var Pladser nok at faa endda. Dansk Handel og Skibsfart florerede som
ingensinde før og Flaget vajede siolt i de fjærneste Havne. Mange af de
unge gjorde derfor Regning paa at kunne komme ud som Skibskirurger, selv
om Uddannelsen maaske lod noget — ofte desværre meget — tilbage at ønske.
Staten kunde nemlig langtfra uddanne et saadant Antal Kirurger, at alle
Pladser kunde blive besatte med eksaminerede Folk.
Med Sorg, men tillige med stor Uvilje saa Tode paa denne Flugt fra
Selskabet. Ikke for dettes egen Skyld, men fordi han foragtede den, der ikke
vilde lære. Han ha r ganske øjensynligt foreholdt de unge deres Stilling og
hørt paa deres Undskyldninger, men de h a r ikke fundet Øre hos den berømte
Professor med det venlige Smil og den bidske Tunge. Hvad de sagde var
kun for Tode »et fattigt og grovt Slør, som mange kastede over Ladhed og
Ulyst til at lære«, og det er med inderlig Stolthed og fuld Bevidsthed om
den Nytte, han havde gjort ved at stifte Selskabet, at han regner op, at af
tidligere Medlemmer var fem blevne Doctores medicinæ, en Overkirurg ved
Frederiks Hospital, otte Regimentskirurger, fire Plejekirurger, tre Amts-
kirurger, fire Landkirurger, seks Reservekirurger og tre Livkirurger. Selska
bets Virksomhed havde ikke været omsonst.
Tode følger da ogsaa sit Barn til det sidste. Da der sidste Gang holdes
Foredrag (1782) er Tode Præses og
Brostrup
(47) beretter om en remitterende
Feber og saa skriver han: »Formedelst Mangel paa til Stede værende Med
lemmer ha r ingen Disputatser kunnet foretages i et helt Aar (1783).«
Da stod endnu 9 Mand i Rækkerne, 19 var ganske simpelt udeblevne eller
var blevet ekskluderede, 3 kom overhovedet aldrig til Møderne, og Statistiken
viste, at hver fjerde Mand i Selskabet var afgaaet ved Døden.