109 / 233
101
at det truede med, at Harerne derved skulde blive »rent for
trængt«, da Ravnene tog Harernes Unger. En behjærtet Mand,
M. L. W idsted , som 1694 var bleven Sognedegn i Taarnby,
skrev et langt Klagemaal til Hoffet over den Ufred og Under
gang, hvad ogsaa synes at have bevirket en Befaling til Skyt
terne om at se til at faa Ravnene udryddede ved tre Gange
aarlig at holde Jagt paa dem. Klagemaalet fremtræder som
et langt Digt, der svarer til Titlen og morer ved sin troskyl
dige, ubehændige Form. Da Digtet er trykt (se »Amager
Avis« Julenr. 1908 ff.) skal vi nøjes med et kort Uddrag1).
Titlen lyder saaledes:
Har ernes Kl agemaal
paa det gamle Amager
over den store Ufred, som de nu omstunder maa lide og ud-
staae, imod den ønskelige Fred og Frihed, som de i forrige
Tider levede udi sammesteds, fremsat udi en bedrøvelig Sam
tale
Imellem Een
Li den spæd Unge
Og
Sin bedagede og forjagede Fader,
alle lystige Homeurer til Tidsfordriv forfattet, og udi Rime
nes Siethed fremsat af den, som ønsker sig den milde Læse
res Welyndelse.
Indholdet begynder med, at en ung Hare beklager sig til
sin Fader over den Uret, som deres Kjøn vederfares »paa
dette Friheds Land, som Du for Øjen seer«. Efter en lang
Samtale fortæller den hvorledes dens lille Broder, som legede
smukt i Engen, blev taget af »den Helveds Fugl og Ravn«.
Den bedagede Fader lover at føre Klagen videre for Hoffet,
dersom han naadig kan slippe levende ind paa Slottet, og
erindrer et Raad, som hans Far-Far har givet ham, til en Bøn
til »de store fromme Herrer«; det slutter saaledes:
9
Efter Høpffners Samling af »Udvalde danske Rim« (Kbh. 1728). 237.