110 / 233
102
»Som Skytten betales,
Da lad ham befales
Tre Gange hver Aar
Sig færdig at giøre,
Dem Krig at paaføre
De U-tak da faaer.
Før Ordre blev givet,
At, Hand som taer Livet
A f udslæbet Hest;
Hand Gifte ?kal føre
Og Raden besmøre
De Ravne til Pest.
Vi aldrig da vidste
Med dennem at tviste
Thi her var ej een,
Remissernes Vænge,
De Vange og Enge,
Ja, Lunden var reen.
Men siden de rejste
Fra Sjælland og Knejste
I Amager-Skye.
Saa mange da findes,
At mand ikke mindes
I nogen Lands-Bye.
De graadige Ørne,
Som Bonden fortørne
Og giøre Fortræd
Paa Gjes og paa Ænder,
Ja, sønderslaar Lænder
Paa Lam allested.
De sultene Hanger
Meer Rolighed fanger,
End nogen Tid, vi:
Med dennem at fægte
De Ravne ej mægte,
Derom gaaer de fri.«
I Hengivelse om, at de gode »Danske Ridder-Mænd« vil
tage Klagen, gaar hele den forsamlede Harestamme i Bøn for
Udfaldet, hvorefter den Unge trøster Forsamlingen med et be
roligende Haab om et imødekommende Svar fra Hove:
».................Og see! mig synes alt, mig hviskes i mit Øre:
Du bange Hare-Pog, nu skal du faa at høre,
Det Svar din Fader fik der hand til Hove kom,
Da Raadet samled var, da faldt der slig en Dom :
Som os velsmagende og stort afholdene Harer
Nøjagtig har beviist, at Ravnen dem ej sparer,
Paa deres Føde-Sted og Arve-Eje-Land,
Men hand forjager dem, ja! døder hvor hand kand.
Da, for sligt Morderi og underfundig Trækker,
E r hand hermed tildømt: At hvis han sig ej strækker
Paa Flugten der fra Lands, og det med største Hast,
Hand aarlig U-fred da skal være underkast.
Hermed skal Skytterne med deres raske Hunde
samt Bøsse, Lodd og Krud, det meste, som de kunde,
Tilbørligere see til, tre Gange aarlig Aar,
Og da formodes vist de Ravne undergaaer.«