![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0125.jpg)
i i 7
Voldgravene om Kastellet og Christianshavn under Tilsyn af
Hans A n d e rsen Sko tte , samt at tage Del i Vagttjenesten
paa Christianshavn1).
I Sommertiden 1659 var der en Stilstand i Belejringen, idet
den svenske Hær var stærkt optaget af Fyns Generobring.
Under denne Stilstand blev der Tid til Proviantforsyning og
Voldenes Udbedring, saa man kunde imødese Angrebenes
Genoptagelse med mere Sindsro. Kongen benyttede da Lej
ligheden til at fejre Stadens Bevarelse ved et stort og kost
bart Gæstebud, som holdtes paa Strandengen paa Amager,
hvor smukke Telte var rejste, og Folket strømmede herud i
store Skarer. Baade Kongen og Dronningen, samt en Del
fremmede Gesandter og, foruden vore egne Officerer, de hol
landske Admiraler R u y te r og Obdam deltog2).
Endnu skulde Fæstningen og Staden med samt dens Spise
kammer sættes paa en haard Prøve. Svenskerne vedligeholdt
stadig Belejringen i det Haab, at Vinterkulden ved at hindre
Tilførsel ad Søvejen skulde bringe Staden til Overgivelse. Og
vist er det, at Hungersnøden og Kulden begyndte at true
dens 30,000 Mennesker haardt. Heldigvis havde Amager i
Sommerens Løb skaffet en Del Forraad, men langtfra nok til
at holde Vinteren ud. Den 8. Januar (1660) gav Kongen
Ordre til Amagerne om at falholde deres Heste til Føde3).
Soldaterne overfaldt de Vogne, der førte Varer fra Marken
ind fra Amager, saa Kongen maatte beordre Tiltale og Straf
for den Slags Uorden4). Der var sikkert allerede Smalhans i
Staden, da Carl Gustav døde, den 12. Februar, uden at have
sat Foden indenfor Portene. Og endnu over 3 Maaneder
holdtes Belejringen; først den 28. Maj sluttede Svenskerne
Fred. De havde ikke kunnet lukke for Spisekamret, hvad
Amager faktisk var, og maatte betragte Stadens Overgivelse
som haabløs, da Øen nu begyndte at give ny Afgrøde.
Amager-Byernes Genoprejsning
blev i Sommeren 1660 kun
x) Kbh. Dipi. V. 647. 653. 656. 683. 690.
2) Bircherods Dagbøger.
8) Sæl. Tegn. 35. 623.
4) Bache: Nordens Hist. IV . 94.