138 / 233
130
»Hun rygter vel sin Koe, og hendes Kar opfylder,
A f Koe og Faare-Melk, paa Bredder og paa Hylder;
Hun nyster altid otn, og aldrig kand hun lide,
En Time i sit Huus, en Maren doven-sidde;
Et ædrue, sparsom Folk, er Mænder, Qvinder, P :ger,
At Røchers Slægt og Børn, dem neppeligen ligner.«
Om deres S p ro g siger han, at de i Hjemmene brugte det
»nederlandske«. Det var i Virkeligheden en mærkelig Blan
ding af Hollandsk, Nordtysk og Dansk, som de havde til
egnet sig gennem Hjemmene, Kirken og paa Torvet, og som
neppe mange andre end de selv kunde forstaa. »Men ellers
kan de og udtale Danske Stemme«, hvad de maatte vænne
sig til under deres Virksomhed og Erhverv udenfor deres egen
By. Aarsagen til, at de med saa stor Trofasthed holdt fast
paa deres eget blandede Sprog, laa selvfølgelig baade i Inter
essen for deres Hjemlands Minder og i Forskansningen for
deres Friheder og Erhvervsgoder, som fordrede et Skel mel
lem dem og deres danske Naboer.
Ikke blot i Hjemmene, men ogsaa i Skolen og Kirken
holdtes der længe paa, at Dansk ikke fik Indpas. Der holdtes
en »tysk« Præst, som ogsaa i det væsentlige var Leder af
Skolen, vistnok med en af Byens egne unge Mænd eller en
af sine Sønner som Medhjælper. Degnen var, i al F'ald i det
meste af det 17. Aarh., en dansk Mand. Man havde paa
Byens Sprog affattede, nærmest plattyske Skolebøger, som
forskaffedes eller udgaves af Præsten. Vi se, at Thomas
Harder (1678—95) udgav baade Katekismus og Lærebog for
Byens egne Børn, medens der for de danske (Dragørs) Børn
og Tyende benyttedes almindelige danske Skolebøger.
I Kirken benyttedes derimod indtil 1730 kun det »tyske«
Sprog. Fra 1730 ansattes der baade en tysk og en dansk
Præst, som skiftevis prædikede for den hollandske og den
danske Del af Menigheden. I Retssager brugtes fra en langt
tidligere Tid kun Dansk; det maa antages, at Amtsøvrigheden
har forlangt det danske Sprog anvendt. Ogsaa i Skrivelser til
Kongen eller Kancelliet maatte anvendes Dansk længe før