44 / 233
36
paa Raad. Dette saakaldte store Raad havde da fuld Myndig
hed til at handle paa Byens Vegne, uafhængigt af enhver
anden Autoritet end Kongen selv for videre Paatale. Foruden
de almindelige Raads- eller Retsmøder, der vistnok i Reglen
holdtes hvert Kvartal, indvarsledes hvert Aar ved Nytaarstid
en offentlig B y fo r s am lin g , ved hvilken der gjordes Regn
skab for Byens Sager, oprettedes Vedtægter og foretoges Valg
af de nye Mænd, der skulde træde til. Efterhaanden kom
Turen til dem alle og ingen Personsanseelse gjorde sig gæl
dende overfor dem, som var Ejere af Byens Rettigheder,
hvortil knyttede sig baade materielle og aandelige Interesser.
Retsvæsenet
var en fuldstændig kommunal Institution i L ig
hed med de privilegerede Sognebirker, der ofte gaves til større
Godsbesiddere. Kommunen forvaltede selv Retterthinget, som
ogsaa indrettedes efter hollandsk Mønster. Retten bestod af 9
Mænd, nemlig Schouten, som var Dommer, og Skriveren,
begge fast ansatte, samt de 7 Scheppens eller Meddomsmænd,
der omvalgtes hvert Aar af Beboerne eller senere Hartkorns-
ejerne. Skriveren var gerne en af Byens Mænd, som senere
indtraadte i Schoutembedet. Oprindelig dømte denne Ret i
alle Byens Sager, undtagen større Forbrydelser, som gjaldt
Hals eller Haand, hvor Kongen maatte dømme. Der fore
toges dog en Indskrænkning deri, saaledes at Lensmanden
paa Kjøbenhavn besad en Overdommermyndighed; thi vi se,
at Kronen, naar en Mand fradømtes sin Bolslod eller dømtes
for Lejermaal, nød Sagefaldet.
Denne Indskrænkning blev vistnok foretagen, da Kongen
1576 henvendte sig til Rigskansleren N ie ls K a a s og C h ri
sto ffe r V a lk e n d o r f, om at der fandtes Utilfredshed med
Hollændernes Retsmaade, paa Grund af, at der skulde findes
nogle ubillige Artikler, og anmodede dem om at foretage en
Revision af samme »Hollender-Ret«, for at faa fastslaaet en
endelig Skik, som man kunde have at rette sig efter. Nogle
Aar senere var Byen imidlertid i Tvivl om, hvorledes man
skulde forholde sig med Valget af en ny Schout. Christoffer
Valkendorf henvendte sig derom til Kongen, der svarede, at
det maatte staa Hollænderne frit for, som det før havde