SaaBySomBorger

Denne Trang lil Frihed følges af en Trang til Samvær og Sam

virke, og dette giver sig Udslag i de mange Klubber og Selskaber,

som alle — hvad der sømmer sig virkningslystne og arbejdsdyg

tige Borgere, — h a r almennyttige og samfundsopdragende Formaal.

Som man sporer denne vaagnende Frihedstrang i den køben

havnske Borgers Tanke og Handling, saaledes ses det ogsaa i hans

Ydre. Jeronimus-Typen forsvinder, vi er ved at vinde ud over Pa

ryktiden. Det spores ogsaa i den friere Klædedragt. Kjolen for-

trænger den langskødede, trange Frakke, de høje Veste skæres

ud, om Halsen bærer man bløde Kalvekrøs; Daskekludene, der

var stive og trange, forsvinder. Den store Allongeparyk kastes

bort. Det bliver Mode at bære sit eget Haar »akkomoderet«,

trukket tilbage, saa Ørene lades fri, og kun endende i en Pisk,

hvilket før ene var Soldatermode. Men Pisken selv er blød og

bøjelig, i gamle Dage var der en Pind i den, der kunde foraar-

sage ulidelige Ubehageligheder.

Og som det bedre Borgerskab sætter sit Præg paa Livet i

Københavns Gader, saaledes ser vi ogsaa det lavere begynde at

røre paa sig. Gadedrengene vræler højere end før, Visekællingerne

synger deres Viser som Anbefaling for at faa Folk til at købe

dem, Piskebaandsjøderne og Sjakkerjøderne i Højbro- og Læder

stræde bliver mere og mere nærgaaende i deres Forretningsiver;

der er Liv og Lyst i Gaden ved Middagstid. København bliver

en levende By. det er, som

0111

den føler Trang til at sprænge sit

snævre Voldpanser, og op ved Aarhundredets Slutning er den efter

Tidens Forhold blevet en stor By, der h a r henved 100,000 Ind

byggere.

Gaderne er undertiden ogsaa Vidner lil sinaa Revolter. Om

man end ikke formasteligt rejser Hovedet mod selve Majestæten —

tværtimod, man søger til Slottet for at bede om Ret — saa er det

bedste Tegn paa, at København bliver en borgerlig By, at man

Gang paa Gang søger at holde det militære Overmod nede. Det

er en god borgerlig Regel, man vil hævde, at paa Byens Gader er

alle lige, Standshovmod skal trædes under Fod.

Vi ser det i Filosofgangsfejden. Da et Par Officerer hensyns

løst h ar redet nogle Fodgængere over Ende, foranstalter Stu

denterne Optøjer, Pøblen er naturligvis straks med, men den

værdigere Del af Borgerskabet hævner sig paa fornemmere Vis:

Det bliver ikke længere fint at spadsere i Filosofgangen.