KøbenhavnskeGader

128

Gennem Gadernes forvirrede Blanding af Lyde skar Vise;

kællingernes Røst skarpt og skærende som en Ragekniv:

»Her

— —

er nye Vii

— — ser,

her

— —

er nye Hi

—

stori

— — er/«7)

Deres Raaben var en Svobe for Ørene, Synet af deres Per;

soner vakte Væmmelse; thi klædt i Pjalter, dækket af Snavs,

travede Visekællingen som et Fugleskræmsel fra Gade til Gade,

for hist og her at stoppe op og i drævende Tone aflire en

»Nye Vise, trykt i dette Aar«.

»Haaret har staaet paa mit Hoved

ved at hore de græsselige Stemmer, hvormed dette Vaas fab

bydes, — Stemmer, som allerede ere saa afskyelige, at de endog

have faaet deres Afsked fra Reddikekurven«.8)

Denne Plage var gammel. I Frederik den Fjerdes Dage havde

Poeten og Bogtrykkeren Povl Phønixberg frem for alle »ladet

see sin Dygtighed udi at componere selv adskillige smukke Vers

og lærde Viser, som daglig sjunges af smukke gamle Matroner

udi de smaa Gader med stor Andagt«, og en Bande Drenge

falbød med skingrende Stemmer disse og lignende Aandsfostre

over Staden; thi Holberg paastod, at:

»i alle Gader man med Magt sig jo maa trænge

igiennem Viser og igiennem hæse Drenge,

der skrige Øret fuld, hver i sin Melodi:

N y Viser!

nu om Mord, nu Brand, nu Hexeri«.

1726 meddelte Phønixberg dog i sin »forkerte Mercurius«, at

det nu var Drengene forbudt at farte om med Bladene og »in;

commodere honette Folkes Øren med sligt«, men Visekællin;

gerne holdt Stand, og først 1738 slog man ned paa dem ved at

paabyde, at alt Salg af ucensurerede Viser skulde ophøre.9)

Snart lod Kællingerne dog paany deres Toner klinge og Dren#

gene dukkede atter op. Misfornøjet bemærker Holberg, at »den

Ømløben paa Gaderne i Kiobenhavn med Viser og Eventyr,

som udi nogle Aar haver været forbuden«, nu atter er »i fuld

Drift«, og 1744 klages der over, at Kometvisemagerne lade

»deres Mercurios« lobe om med nye Viser.10)