130 / 171
SJETTE KAPITEL
Gaderaab.
„Intet kan saa m eget forvirre en Frem
med og giøre en Landmand Hovedet kruset
som det offentlige Falbydelses-Skrig paa
vore kiøbenhavske Gader“.
Aftenposten, 1776, Nr. 102.
G
ADERNE genlød, af Raab. Til Køkkener og Kældere, Sva*
ler og Baggaarde banede Lyden sig Vej, Købmanden, som
sad haardt for Skat og Skyld, hørte med Nag og Vrede inde
bag sin Disk dette Sælgernes Skrig, Gang paa Gang fulgte han
med Spænding, hvorledes Oldermænd og Laug kaldte Myndig*
hederne til Kamp mod disse farlige Konkurrenter. Men Gader*
nes vandrende Handelsfolk lod sig ikke udrydde, og med garn*
mel Hævd drog deres Tog Dag for Dag gennem alle Stræder
af Staden. Af og til lykkedes det ganske vist Laugene at vinde
en lille Sejr og foreløbig slaa Bom for al Omløben med
visse Varer, som de selv havde Eneret til at sælge, men fra
Arilds Tid var en Mængde Produkter Gadeskraalernes lovlige
Bytte.
Om Paris hed det, at der i hele Verden ikke fandtes en By,
hvor disse var i Besiddelse af skarpere, mere gennemtrængende
Stemmer. Deres Larmen overdøvede selv Færdselens Drøn over
Stenbroen, og for en fremmed var det haabløst at prøve paa
at udskille eller forstaa de enkelte Raab. Selv Parisere for*
maaedc kun i Kraft af aarelang Øvelse at skelne det ene fra
det andet, og ingen kunde i saa Henseende maale sig med Tje*
nestepigerne, som fra 4. Etage eller fra den ene Ende af Gaden