134 / 171
130
lede til Publikums Gunst, mente
»D e t k i øbe nha vns ke mun t r e
Borger^Selskab«
1772, at Urtekræmmere og Spækhøkere ikke
mere behøvede at komme i Forlegenhed for Papir at svøbe ind
i: »en Spegesild i
Læs eNahl en ,
et Pund Smør i
A f t emP o s t e n ,
et
Pund Ost i
Bor genSe l s kabet ,
en Slump Gryn i
Bor geren i Gud s
Rige,
et Pund Svidsker i
Ki øb en ha v ns Al l ehaande
— jo det vil
se herligt ud«.13)
Alle disse Ugepjecer levede kun kort, de fleste forsvandt
efter de første Numre, men Viserne stod i Flor, København gik
en syngende Tid i Møde, »aldrig har vore Gader vrimlet saa*
ledes med nye Viser, som de nu giør«.14) Med Mishag og For?
undring maatte en Fremmed være Vidne til »den uophørlige
Skrigen, Tuden, Syngen og Musiceren fra alle Kanter« af Byen.15)
Mord og Rædsler, som optog Københavnernes Sind og havde
Aktualitetens Interesse, greb Visefabrikanterne med Begærlig*
hed; thi endnu havde Aviserne tilstrækkelig Sømmelighedsfø*
lelse til ikke at svælge i sligt, ja i Datidens »Berlingske« kan
man 1753 læse følgende Betragtning: »Adskillige i disse Dage
her i Staden passerede Ulykker, saasom at en fra China hiem*
kommen Matros har myrdet et Barn og en Grenadier sig selv,
hengives som
Scandala generis humani
heller til Forglemmelse
end, at derom noget udførligt skulde meddeles«.15)
Visemagerne var mindre nøjeregnende, og 1782 har Kællin*
gerne uden Tvivl kunnet gøre Regning paa god Afsætning af det
sidste, højaktuelle Produkt:
»Et Speyl paa en blodig Hævns Følge, som viste sig i
Mousqveteer Johan Schurses afskyelige Gierning, da han
paa en forskrækkelig mordisk Maade anfaldt sin Kiereste i
lille Kongens Gade og ynkeligen skildte hende ved Livet.
For hvilken Grumhed han den 18. April blev henrettet med
Sværd«.17)
De følgende Aar falbødes paa Gaderne rystende Skildringer
af Dagens Krønike som:
»En opvækkende
N y e Vi se,
hvorudi Misdæderen Johan
Friderich Petersen Kineser, Musketteer ved det Norske Liv*
regiment, som for begaaet forsætligt Drab paa sit eget Barn